Til redaktionen
Holstebro, 5. april 2011
Vi e-mailer pressestof for Code of Care, som igangsættes på et møde 14. april i Holstebro på initiativ af direktør Peter Nørgaard fra hobbyvirksomheden Creativ Company.
Læs mere på www.codeofcare.dk
Tekst ved journalist Flemming Hove.
Fotos ved fotograf Ole Mortensen/Tilsted Com, Socialdemokratiet, Handelshøjskolen.
Tekst og foto må kun gengives i forbindelse med redaktionel omtale af Code of Care.
Yderligere informationer kontakt Code of Care, direktør Peter Nørgaard,
tlf. 9613 3010.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Manglende socialt ansvar koster samfundet 55 mia.
Sygefravær, nedsat arbejdsevne og førtidspension på grund af mentale helbredsproblemer koster hvert år det danske samfund ca. 55 mia. kr. Oveni det kommer de enorme menneskelige omkostninger.
Det afslører formanden for Foreningen Det Sociale Netværk, Poul Nyrup Rasmussen, med henvisning til en hvidbog, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har udgivet.
– Det er afgørende, at virksomheder er bevidste om deres sociale ansvar. Alle undersøgelser viser, at man i Danmark ikke er god nok til at skabe et arbejdsmiljø, som er fremmende for den enkelte medarbejder. Virksomhederne kan gøre meget for, at de ansatte ikke kommer derud, hvor det bliver nødvendigt at forlade sit arbejde, og de kan gøre meget for, at det bliver lettere at komme tilbage, konstaterer Poul Nyrup Rasmussen.
Han mener derfor, der er stort behov for initiativer som ”Code of Care”, som torsdag den 14. april stiftes på initiativ af direktør Peter Nørgaard fra hobbyvirksomheden Creativ Company i Holstebro.
En katastrofe
Professor, Ph.D. Steen Hildebrandt fra Institut for ledelse på Aarhus Universitet, kalder det en katastrofe, at det danske samfund bruger så enorme beløb på ikke at tage et socialt ansvar.
– Det er da langt bedre at benytte de ressourcer, de har og i stor udstrækning gerne vil stille til rådighed, hvis de ellers måtte. Men i stedet opgiver vi folk, der er syge, på førtidspension/efterløn eller på kontanthjælp, fordi de ikke passer ind i uddannelsessystemets rammer, siger han.
– Tusindvis af unge er mere eller mindre dømt til at blive sociale tabere, fordi de er droppet ud af skolesystemet. Alene i Region Midtjylland er 15.000-20.000 unge opgivet af samfundet, og de risikerer at få ikke særlig attraktive livsvaner, siger Steen Hildebrandt.
Han mener, at samfundet taber to gange ved ikke at gøre en social indsats. Dels i form af kolossale økonomiske omkostninger, dels ved ikke at benytte sig af, at mennesker får troen på sig selv tilbage og skaber merværdi i erhvervslivet.
Virksomheder skal tage socialt ansvar
Idéen om at få flere erhvervsvirksomheder til at tage et socialt ansvar ved f.eks. at ansætte flere unge som elever og give flere syge chancen for at få et arbejdsliv skal nu føres ud i livet.
Det sker torsdag den 14. april i Nupark i Holstebro med stiftelsen af institutionen ”Code of Care” på initiativ af direktør Peter Nørgaard fra hobbyvirksomheden Creativ Company i Holstebro.
Virksomheden er landskendt og prisbelønnet flere gange for at tage et socialt ansvar. Derfor er det helt naturligt for Peter Nørgaard at stifte ”Code of Care”, der skal få flere erhvervsvirksomheder til at tage et socialt ansvar. Ikke kun i det lokale område, men over hele landet.
– Det kunne være fantastisk, hvis Holstebro i omverdenen bliver kendt som stedet med de omsorgsfulde virksomheder, hvor vi tager hånd om hinanden, og hvor vi bruger fællesskabet på arbejdspladserne til at løse både menneskelige og samfundsmæssige problemer, siger han.
”Code of Care” bygger i al sin enkelthed på mere omsorg og mindre egoisme.
– Det er dyrt for samfundet, at mennesker har ondt i livet. Vi kan som virksomheder ikke bare skubbe ansvaret over på politikerne og det offentlige. I stedet skal vi hjælpe politikerne med at løse underskuddene på budgetterne, siger Peter Nørgaard, der mener, at virksomheder kan hjælpe meget ved bare at ansætte to procent af medarbejderne på særlige vilkår.
Professor om Creativ Company’s sociale filosofi: De gør det, de siger
Hobbyvirksomheden Creativ Company i Holstebro siger ikke bare en masse smukke ting om at tage socialt ansvar. Man GØR det!
Det fastslår professor, Ph.D. Steen Hildebrandt fra Institut for ledelse på Aarhus Universitet, som torsdag den 14. april deltager ved stiftelsen af institutionen ”Code of Care” i Nupark i Holstebro.
Når det drejer sig om nytænkning og en anderledes måde at arbejde på, peger han bl.a. på den filosofi, som Creativ Company arbejder efter.
– Her tænker man nyt. Man beklager sig ikke og giver ikke de andre skylden for noget som helst. Man tager selv ansvar. Man går nye veje, når det handler om mangfoldighed, ledelse, regnskaber, rekruttering, socialt ansvar og meget andet. Hvis man vil være en del af fremtidens globaliserede danske erhvervsliv, kan man ikke sidde og kritisere regering, byråd, konkurrenter og andre. Så må man selv gå nye veje, konstaterer professoren.
– Creativ Company tager ansvar for virksomhedens mennesker på nye måder. Man tager ansvar for noget af det, der sker i det lokale samfund. Man er bevidst om de krav om bæredygtighed, som det lokale og det globale samfund kræver, både nu og på længere sigt, siger Steen Hildebrandt.
- – Vi skal have flere erhvervsvirksomheder til at tage et socialt ansvar, siger direktør Peter Nørgaard fra hobbyvirksomheden Creativ Company i Holstebro. Foto ved fotograf Ole Mortensen/Tilsted Com.
- Steen Hildebrandt: – Det er en katastrofe, at det danske samfund bruger enorme beløb på ikke at tage et socialt ansvar. Foto udlånt af Handelshøjskolen.
- Poul Nyrup Rasmussen: Der er stort behov for initiativer som ”Code of Care”. Foto udlånt af Socialdemokratiet.