Til redaktionen
Holstebro, 7. februar 2011
Vi e-mailer pressestof for Kastrup Development, som har købt aktiverne ud af boet efter Hjem A/S.
Tekst af journalist Carsten Tolbøll.
Foto ved fotograf Ole Mortensen/Tilsted Com
Tekst og foto må kun gengives i redaktionel sammenhæng i forbindelse med Kastrup Development.
Yderligere informationer kontakt Kastrup Development, Carsten Kastrup, tlf 9742 1500, e-mail ck@kastrupvinduet.dk.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Kastrup køber Hjem
Typehusfirmaet søger medarbejdere og genoptager produktionen med strammere koncept og finish
Om kort tid vil der atter blive produceret præfabrikerede villaer i Hammerum øst for Herning. Carsten Kastrup, Holstebro, har overtaget udstyr og produktionsrettigheder i virksomheden Hjem A/S, der gik konkurs kort før jul. Hans plan er at få virksomheden i gang i løbet af et par uger med nyansatte medarbejdere.
Hjem A/S slog sig op på et koncept, hvor typehuse fremstilles på fabrik i form af elementer, der efterfølgende monteres på byggegrunden i løbet af et døgn. Virksomheden, der blev startet af Kvik Køkkenets grundlægger Knud Troelsen i 2004, fik problemer med at leve op til sine forpligtelser og havde ved konkursen opbygget et underskud på 22 mio. kr.
– Ideen med Hjem er god, men den skal forbedres. Vi agter at standardisere produktionen og luge ud i antallet af hus-varianter. Gennem produktudvikling vil vi fokusere på plus energi-huse med lavt forbrug. Overordnet skal Hjem konkurrere på kvalitet og måske fokusere knap så meget på prisen, som de tidligere ejede har gjort, siger Carsten Kastrup.
Den 56-årige erhvervsmand har solgt sit hjertebarn, vindueskoncernen Kastrup A/S til sin søn Lasse Kastrup. Hjem A/S bliver helt igennem Carsten Kastrups eget projekt, men han lægger ikke skjul på, at der fremover vil stå Kastrup på de vinduer, som kunden vælger til sit Hjem-hus.
– Jeg har en erfaring med et produkt, som naturligvis skal komme Hjem A/S og kunderne til gode. De skal i det hele taget have tillid til, at de får leveret det, vi har aftalt. Det vil jeg vise ved, at betalingen først skal falde, når kunden har godkendt varen og får udleveret nøglen til sit hus, siger Carsten Kastrup.
Ved konkursen mistede 65 ansatte jobbet. Carsten Kastrup søger i øjeblikket efter medarbejdere, men kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvor mange der bliver brug for. Han har lejet sig ind i fabriksbygningen i Hammerum Øst, hvor der er kapacitet til at fremstille 300 huse på årsbasis i et skift.
– Vi lægger ud med et forsigtigt budget. Jeg vil i starten påtage mig den daglige ledelse, men planen er at opbygge en ledergruppe med ansvar for salg, marketing og produktion. Vi står med et supergodt produkt. Et moderne hus, der vil appellere til unge familier og til ældre, som er unge i sindet. Jeg føler mig overbevist om, at Hjem har en fremtid som huskoncept og som en sund virksomhed, siger Carsten Kastrup.
Faktaboks:
Forpligtelser og fortid
Carsten Kastrup har overtaget produktionsudstyr og –rettigheder i konkursboet Hjem A/S. Den nye ejer har ingen forpligtelser over for de ca. 30 kunder, der på tidspunktet for konkursen havde bestilt, men ikke fået leveret et hus.
– Vi er indstillet på at hjælpe med at færdiggøre de ordrer, som vi kan blive enige med kunderne om. Hvad kunder i øvrigt mener at have til gode i det konkursramte selskab, skal dels aftales med boet og er dels et forsikringsanliggende, understreger Carsten Kastrup.
Nærmere information vil om kort tid kunne ses på www.hjemas.dk.
- Carsten Kastrup tilbyder om kort tid Hjem: En moderne, fleksibel familievilla med ensidig taghældning, stor rumhøjde, gennemtænkt arkitektur og lavt energiforbrug. Foto ved fotograf Ole Mortensen/Tilsted Com.