Til redaktionen
Holstebro, 19. november 2010
Vi e-mailer pressestof for Arbejdernes Andels Boligforening i Struer, som vil renovere bygningen Torvegade 51-53 for ca. 26 mio. kr. Det markeres sammen med borgmester Niels Viggo Lynghøj mandag 29. november kl. 16.00 foran bygningen.
Tekst ved journalist Flemming Hove.
Fotomanipulation ved fotograf Søren Palmelund/Tilsted Com.
Tekst og foto findes på www.presseoversigt.dk
Tekst og fotos må kun gengives i forbindelse med redaktionel omtale af Arbejdernes Andels Boligforening i Struer.
Yderligere informationer kontakt Nordvest Administration, direktør Kurt Degnbol, mobil 4043 0950 og direkte 9610 5926.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Arbejdernes Andels Boligforening i julehumør:
Struer by får kalendergave…
Det er ikke kun børnene, der får kalendergaver i år.
Arbejdernes Andels Boligforening i Struer synes også, at byen skal have en kalendergave.
Derfor er borgmester Niels Viggo Lynghøj mandag den 29. november tilsagt til at møde foran bygningen Torvegade 51-53 i Struer, hvor han skal pakke gaven ud.
– Vi pakker hele bygningen ind i en rød sløjfe. Borgmesteren bliver af en lift løftet op i en rimelig højde, så han kan tage sløjfen af. Dermed markerer han, at bygningen skal renoveres for ca. 26 mio. kr. Om et år får han så en ny kalendergave, når bygningen skal indvies, fortæller direktør i Nordvest Administration, Kurt Degnbol.
Den nyrenoverede bygning vil stå klar 1. oktober 2011. På det tidspunkt vil de nuværende 36 lejligheder være reduceret til 24, men til gengæld vil de være handicapvenlige og tilgængelige med elevator og udvendige svalegange. Der bliver desuden altaner til hver lejlighed.
– Vi har valgt at renovere bygningen frem for at rive den ned. De nye lejligheder vil fortrinsvis være målrettet ældre gangbesværede borgere, og dermed opfylder vi et stort ønske i Struer om netop den type lejligheder, siger Kurt Degnbol.
Boligforeningens kalendergave træder i stedet for ”det første spadestik”, og det skal nok lokke mange interesserede borgere til. Derfor er der bestilt en pølsevogn, så alle kan få stillet deres sult.