Til redaktionen
Holstebro, 7. maj 2009
Vi e-mailer pressestof for Nordvækstjylland, som består af Lemvig Kommune, Struer Kommune og Holstebro Kommune.
De tre borgmestre fra henholdsvis Holstebro, Lemvig og Struer Arne Lægaard, Erik Flyvholm og Martin Merrild har i dag været til møde med sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. Foruden de tre borgmestre deltog også S-ordfører i Holstebro Byråd H.C. Østerby, speciallæge Niels A. Larsen og Bjarne From fra Cheminova A/S.
Se mere på www.livet-i-nordvest.dk
Tekst ved journalist Carsten Tolbøll.
Fotos ved fotograf Camilla Josefine Stephan.
Tekst og fotos må kun gengives i forbindelse med redaktionel omtale af livet-i-nordvest.dk.
Yderligere informationer kontakt regionsrådsmedlem og borgmester Martin Merrild, tlf. 2127 6846.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Sundhedsministeren:
Hvem siger, at Holstebro skal lukke?
15 minutters responstid kommer til at gælde helt ud til yderste høfde i Thyborøn. Det lover sundhedsministeren efter møde med borgmester-delegation fra Nordvest
– Jeg har haft et møde med tre borgmestre og tre andre fornuftige mennesker fra Nordvestjylland. Der blev lyttet gensidigt og talt meget konstruktivt. Jeg har stor forståelse for den bekymring, der blev givet udtryk for, men vil gerne understrege, at vi slet ikke er begyndt at tegne konturerne af alt det, vi gerne vil sætte i stedet, når der kommer større afstande til sygehuset. Og som noget nyt vil jeg fastslå, at når jeg taler om en garanteret responstid på ambulancer på maksimalt 15 minutter, så er det ikke et gennemsnitstal for en region. Det er en garanti, der skal gælde alle, også der hvor der er lange afstande.
Sådan siger Jakob Axel Nielsen, konservativ minister for sundhed og forebyggelse, efter et møde med den nordvestjyske delegation, der havde ønsket at få ham i tale omkring placeringen af det kommende vestjyske hospital med akutmodtagelse.
Ministeren stod fast på, hvad han tidligere har meldt ud: Der skal ikke bygges et nyt storsygehus i Gødstrup, som Midtjyllands Regionsråd har vedtaget. På anbefaling af regeringens ekspertpanel foretrækker ministeren en udbygning af Regionshospitalet Herning på bekostning af Holstebro.
– Men hvem siger, at Holstebro skal lukkes? Hvis nogen tror, at jeg har besluttet det, må det hvile på en misforståelse. Det har jeg aldrig sagt og vil ikke sige. Det, der ligger i den aktuelle plan, er udelukkende: Hvor skal ambulancerne med blå blink køre hen? I Holstebro vil der stadig kunne være elektiv kirurgi, skadeklinik og en lang række andre funktioner.
Men hvem fik i grunden idéen til, at Herning skal udbygges? Det lå jo ikke i ekspertpanelets kommissorium. Udvalget skulle udelukkende vurdere regionernes egne anlægsprojekter?
– Jeg skal ikke kunne sige, hvem der fik idéen til det. Men da der blev sagt nej til Gødstrup, blev det anbefalet, at man undersøgte værdien af en eksisterende bygning. Vi går ikke og adresserer, hvad regionsrådet skal tage stilling til, siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.
Synes du stadig, det er fornuftigt at udvide i Herning, hvis dette indebærer nedrivning af op imod 90 eksisterende huse?
– Det vil jeg ikke tage stilling til. Det var ikke det, mødet handlede om. Jeg går ikke ind i den dialog med Herning her og nu.
Men kunne man ikke med fordel udbygge Holstebro og derved slippe for al den ballade med 100.000 utilfredse borger i Nordvest?
– Jeg skal passe på, at jeg kender mit mandat. Det er regionsrådene, der laver sygehusplanerne i dette land. Og Region Midtjylland har lavet en plan, hvor man ikke regner med, at Holstebro skal være akutsted.
Men derimod et nyt hospital i Gødstrup?
– Gødstrup blev ikke vurderet til at give en merværdi i forhold til alternative løsninger. Det er regionsrådene, som adresserer de løsninger, som regeringen skal tage stilling til, fastslår sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.