ROSKILDE I spiller en vigtig rolle

10. marts 2009

Til redaktionen

Holstebro, 10. marts 2009

Vi e-mailer pressestof for Komitéen for Unge Forskere.
I går blev vinderne i landskonkurrencerne Natur&Teknik, Unge Forskere og Unge Forskere gør Danmark grønnere fundet.
4. præmie til Ronja Maja Malinowski og Tina Sørensen, Roskilde HTX med projektet Transport og alternativer. Rejselegat til IYSC, Slovakiet.
Præmieliste findes nederst i dokumentet.
Læs mere på www.unge-forskere.dk

Tekst ved journalist Flemming Hove.
Foto ved fotograf Søren Palmelund/Tilsted Com.
Tekst og fotos må kun gengives i forbindelse med redaktionel omtale af Unge Forskere.

Yderligere informationer kontakt Unge Forskere, næstformand og professor Peter Mose Larsen, tlf. 6611 9776, 4031 9776 eller mail pml@unge-forskere.dk

Med venlig hilsen

f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen

Prins Joachim til deltagerne i Unge Forskeres finale:

ROSKILDE I spiller en vigtig rolle

 

Der har aldrig været flere deltagere i Unge Forskeres landskonkurrencer end i år, og det har ikke været let at slippe igennem nåleøjet til finalen i Århus Rådhushal.
– Jeg skulle hilse og sige fra dommerne, at det heller ikke har været let at udvælge jer. Der var kun 12 projekter i hver finale, og der har været mange hundrede om buddet, sagde H.K.H. Prins Joachim til finaledeltagerne mandag eftermiddag.
Prins Joachim er protektor for landskonkurrencerne, og han konstaterede, at finalen i år er en del af de klima- og miljøaktiviteter, som både Region Midtjylland, Århus Kommune og Aarhus Universitet har holdt for at markere, at 2009 er året for FNs klimakonference i København sidst på året.
Der er sket mere end en fordobling i antallet af deltagere i kategorien Unge Forskere og Opfindere, som i alt 232 har sendt projekter ind til. Desuden er der dystet om placeringerne og præmierne i konkurrencerne Natur&Teknik, Unge Forskere gør Danmark grønnere og Min Vildeste Idé.
Prins Joachim og videnskabsminister Helge Sander overrakte præmierne til vinderne af landskonkurrencerne, der støttes af alle landets universiteter, to ministerier og en række førende fonde, organisationer og virksomheder.

Mange udfordringer

– Vi står over for mange udfordringer, og uanset om I går i folkeskolen, eller om I snart skal til at studere, er det jeres generation, der skal bane vejen for løsningen af de problemer, vi andre har skabt. Netop derfor spiller I en rolle. Danske forskere har altid haft et godt ry internationalt, og dansk forskning har spillet en rolle, der har været væsentligt større, end vores størrelse i grunden berettiger til, sagde han.
Prinsen hæftede sig ved, at ungdommen er på vej med et foreløbigt højdepunkt sidste år, da Christoffer Norn vandt verdensmesterskabet for Unge Forskere i Atlanta i USA. Danmark har også vundet den mest eftertragtede miljøpris til unge forskere og høstet førstepladser ved to store forskerkonkurrencer i henholdsvis Kina og Peru.
– Så hold fast i jeres gejst og entusiasme for forskning og naturvidenskab. Det er vigtigt, at vi i Danmark er i stand til både at udvikle vores egen forskning og blive endnu stærkere inden for innovation. Her skal I være de kreative drivkræfter i fremtiden, samtidig med at I bliver en del af det globale netværk, sagde prins Joachim.

Det ukendte

Helge Sander sagde til finalisterne, at forskning er en rejse ud i det ukendte. Men en rejse fuld af tro på, at nye opdagelser ligger forude.
– Og hvem ved, måske af flere af jer. Alle I unge forskere har netop den nysgerrighed, som er så vigtig for at kunne finde frem til ny viden. Det er simpelthen en fornøjelse at opleve jeres sprudlende idéer, sagde han.
Videnskabsministeren fastslog, at globaliseringen kræver, at vi er i stand til at konkurrere på vores viden og gode ideer. Og der er ikke tid til at hvile på laurbærrene. Mange lande satser i disse år benhårdt på forskning og uddannelse, så konkurrencen er hård.
– Klima- og energiområdet er et område, hvor vi er gode i Danmark. Tænk bare på, at verdens største vindmølleproducent er dansk. Det er regeringens klare ambition, at Danmark udvikler sig til et grønt vækstsamfund, der på sigt er uafhængig af fossile brændstoffer som f.eks. olie, kul og gas, sagde Helge Sander med henvisning til, at Danmark skal satse på sine styrkepositioner.
– Med jeres projekter har I været på en rejse ind i forskningens forunderlige verden. Jeg håber, at det bliver til mange flere rejser. Og glem aldrig: Nye tanker, der umiddelbart fremstår usandsynlige og mærkelige, ender nogle gange med at blive banebrydende for hele vores samfund, tilføjede han.

I er alle vindere

Århus-borgmester Nicolai Wammen mindede finaledeltagerne om, at de alle er vindere.
– Det er I på grund af jeres store engagement og deltagelse i dag. Jeres nysgerrighed efter at udforske og bruge jeres viden til spændende og opsigtvækkende projekter og opfindelser betyder, at I alle har vundet. Det skal I være stolte over, sagde han.
Nicolai Wammen mener, at Unge Forskere og Århus passer godt til hinanden.
– Nøgleord for begge er viden, udannelse, forskning, idérigdom og kreativitet, der kan føre til spændende nye løsninger og ny innovation. Jeg håber, at I vil bruge jeres engagement og åbenlyse begavelse til at forpligte jer selv på at få en god uddannelse. Men lige nu skal I bare nyde dagen. Nyde øjeblikket. Det er fantastisk flot, det I har præsteret, og fortsæt med at være begejstret for at gå nye veje og se nye løsninger, sagde han.

Alle pressemeddelelser om: