Til redaktionen
Holstebro, 27. februar 2009
Vi e-mailer pressestof for Komitéen for Unge Forskere.
Rostrup Skole er blevet kåret til Årets Skole i Natur&Teknik.
Læs mere på www.unge-forskere.dk
Tekst ved journalist Flemming Hove.
Fotos ved fotograf Martin Schubert/Tilsted Com.
Tekst og fotos må kun gengives i forbindelse med redaktionel omtale af Unge Forskere.
Yderligere informationer kontakt Unge Forskere, næstformand og professor Peter Mose Larsen, tlf. 6611 9776, 4031 9776 eller mail pml@unge-forskere.dk
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Det lønner sig
Det lønner sig tit at adskille sig fra det traditionelle og vise, at man kan noget selv – og er god til det.
Spørg bare på Rostrup Skole i Arden. Skolen er netop blevet kåret som Årets Skole 2009 i konkurrencen ”Natur&Teknik”, som er en del af Unge Forskere – Danmarks landsdækkende konkurrencer.
– Det er super, og vi er så veltilpasse med det, siger en glad og stolt skoleleder Bo Strand.
– Vi er en lille skole, og det er vigtigt for os at vise, at vi er uundværlige og kan en masse. I de seneste år har vi haft succes med en naturvidenskabelig sommerskole, og det er netop gennem naturvidenskab, vi ønsker at profilere os. Derfor er det dejligt at blive anerkendt for, at vi gør noget godt og rigtigt, siger han.
Rostrup Skole har bevidst styrket de naturvidenskabelige fag og givet både elever og lærer de nødvendige ressourcer og muligheder.
– Det er lærerigt for eleverne at være med i landsdækkende konkurrencer. Det skærper deres interesse for fagene, og det er en investering i fremtiden både skolemæssigt og for den enkelte, siger Bo Strand.