Venstre i Regionsrådet dropper akutforliget

3. februar 2009

Til redaktionen

Holstebro, 3. februar 2009

Vi e-mailer pressestof for Nordvækstjylland, som består af Lemvig Kommune, Struer Kommune og Holstebro Kommune.
Venstre i Regionsrådet dropper akutforliget.

Se mere på www.livet-i-nordvest.dk

Tekst ved journalist Carsten Tolbøll.
Foto ved fotograf Ole Mortensen/Tilsted Com.
Tekst og fotos må kun gengives i forbindelse med redaktionel omtale af livet-i-nordvest.dk.

Yderligere informationer kontakt regionsrådsmedlem og borgmester Martin Merrild, tlf. 9684 8484

Med venlig hilsen

f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen

 

Venstre i Regionsrådet dropper akutforliget

Nu hedder det Herning OG HOLSTEBRO som akutsygehuse, fastslår Martin Merrild efter enighed på partiets gruppemøde i aftes

Regionshospitalet Holstebro er politisk bragt på banen igen. Venstres gruppe, der tæller mere end en tredjedel af Midtjyllands Regionsråds 41 medlemmer, besluttede i aftes enstemmigt at undsige Akutforliget, der blev indgået af Regionsrådet som grundlag for den hospitalsplan, der blandt andet indeholdt opførelsen af et nyt sygehus i Vestjylland.

Hverken regeringen eller dens såkaldte ekspertpanel vil som bekendt vide af et nyt hospitalsprojekt i landsbyen Gødstrup ved Herning som tidligere vedtaget af et knebent flertal i Regionsrådet. I stedet har regeringen ensidigt anbefalet en udbygning af Regionshopitalet Herning, men det vil Venstre i Regionsrådet ikke være med til.

– Der er opbakning til den linje, at Akutforliget ikke gælder mere, for det tog udgangspunkt i, at vi fik et nyt sygehus. Vi kan ikke bare bakke op om, at man vil udbygge i Herning. Får vi ikke et nyt hospital, hedder det to sygehuse, og så er det helt regulært at sætte fokus på Holstebro med de udvidelsesmuligheder, der for nylig er blevet beskrevet, siger regionsrådsmedlem og borgmester i Struer, Martin Merrild.

Vil det sige, at jeres hidtidige kompromis om et nyt sygehus placeret i Aulum hermed er droppet?

– Som det står nu, er der intet Akutforlig mere, og dermed giver det ingen mening at pege på Aulum, fastslår Martin Merrild.

Venstres ordfører i regionsrådet, Aleksander Aagaard, Skanderborg, fremlagde et beslutningsforslag på gruppemødet, hvor der var afbud fra tre medlemmer, heriblandt Herning-fortaleren Ulla Diderichsen og Holstebro-fortaleren Jørgen Nørby. Alle tilstedeværende kunne tilslutte sig Aagaards konklusion:

– Erstatningen af de to store hospitaler i Herning og Holstebro forudsætter et nyt ambitiøst og attraktivt hospital opført mellem Herning og Holstebro. Alternativet er en fastholdelse af de to eksisterende – i Holstebro med fuldt udbygget, fælles akutmodtagefunktion.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aleksander Aagaard. H. C. Østerby, ordfører for Socialdemokraterne i Holstebro Byråd, hilser Venstres nye beslutning velkommen:

– Det her er det, vi har sagt længe: Vi får ikke et nyt sygehus. Lad os nu fastholde og udbygge dem, vi har i Holstebro og Herning. Jeg vil nu lægge maksimalt pres på, for at vores bagland og regionsrådsgruppe indser, at dette er den realistiske og bedste løsning, siger H. C. Østerby.

Vil du kunne overbevise dine partifæller, regionsrådsformand Bent Hansen og næstformand Johannes Flensted-Jensen:

– Det skal forfølges. Jeg vil forsøge at få et møde i stand, slutter H. C. Østerby.

Alle pressemeddelelser om: