Til redaktionen
Holstebro, 15. december 2008
Vi e-mailer to pressemeddelelser for Nordvækstjylland, som består af Lemvig Kommune, Struer Kommune og Holstebro Kommune. Borgmestrene fra Lemvig, Struer og Holstebro går nu forrest i en tværpolitisk kamp for at få flyttet placeringen af det kommende storhospital.
Se mere på www.livet-i-nordvest.dk
Tekst ved journalist Carsten Tolbøll.
Foto ved fotograf Ole Mortensen/Tilsted Com.
Tekst og fotos må kun gengives i forbindelse med redaktionel omtale af livet-i-nordvest.dk.
Yderligere informationer kontakt borgmester og formand for samarbejdet Nordvækstjylland, Erik Flyvholm, tlf. 9663 1201.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Akademikere flytter
gerne til Vestjylland
Cheminova har ikke problemer med at rekruttere højtuddannet arbejdskraft. Men det kan kemivirksomheden sagtens få, hvis Holstebro mister sit sygehus
Politikere og eksperter vender indtil videre tommelfingeren nedad med hensyn til at udbygge eller nyopføre et hospital i Holstebro. Deres hovedargument er, at det vil være umuligt at lokke højtuddannede medarbejdere til at bosætte sig så langt mod vest. En påstand, som aldrig underbygges, og som der er belæg for at afvise som grebet ud af luften.
Kemivirksomheden Cheminova A/S beskæftiger ca. 140 akademiske medarbejdere. De har frivilligt flyttet sig selv og familien fra Østdanmark til Thyborøn-Harboøre-Lemvig området, hvor langt de fleste har bosat sig. Når Cheminova opslår en stilling som kemiingeniør, cand.scient. i kemi, cand.merc., biolog eller lignende, får virksomheden typisk mellem 20 og 40 ansøgere, oplyser Ole Zinck, HR-direktør i Cheminova A/S.
– Det er afgørende for os at kunne tiltrække nogle af landets bedste på vores faglige område, og det har vi slet ingen problemer med. Cheminova opleves som en utroligt spændende og attraktiv global virksomhed med alle de muligheder for udfordringer samt faglig og personlig udvikling, en ung akademiker kan ønske sig., siger Ole Zinck.
Der skal være job til to
Hvordan bærer I jer ad med at få yngre medarbejdere, som har vænnet sig til en storbytilværelse, til at bosætte sig ved Vesterhavet?
– Vi markedsfører os selvfølgelig med vores fantastiske beliggenhed ved hav, fjord og skov. Men naturen alene gør det naturligvis ikke. Der vil i reglen være en ægtefælle eller samlever, som også skal have et godt job og skal kunne se en tilværelse i Vestjylland for sig som noget attraktivt. Og der er ofte børn, som kræver skole og fritidstilbud. Disse behov har vi indtil videre formået at dække, siger Ole Zinck.
Men den vestjyske mikrokosmos er truet. Hvis politikerne gør alvor af at flytte sygehusfaciliteterne med akutmodtagelse fra Holstebro til Herning, mister Cheminova og andre vestjyske virksomheder et godt kort på hånden i kampen for at rekruttere attraktiv arbejdskraft.
– For det første giver et velfungerende sygehus job- og karrieremuligheder for de ægtefæller, der arbejder i sundhedssektoren. For det andet er et sygehus med akutmodtagelse en vigtig del af det serviceniveau, der er med til at gøre det tiltrækkende at flytte til Vestjylland. Hvis det forsvinder, rykker man ved hele områdets infrastruktur, og så kan vi meget let få problemer med at rekruttere de rette, forudser HR-direktøren.
Vestjyske fordele
En af de akademikere, der har ladet sig lokke med sin familie fra Århus til Lemvig gennem Cheminova er Steen Saaby. Med en PHD-grad i kemi havde han forskerstillinger på Århus Universitet og Cambridge University. Hjemvendt fra England i 2005 gik han på jagt efter en fremtidsrettet stilling, der kunne opfylde hans ambitioner.
– Biotek- og kemivirksomhederne nord for København var en mulighed, men med den løn, min kone havde udsigt til som skolelærer, havde vi ikke råd til at bosætte os med børnene sådan, som vi gerne ville. Alternativet var Cheminova, som ud fra et nøgternt fagligt synspunkt er fuldt ud lige så attraktivt som for eksempel Lundbeck eller Novo, siger Steen Saaby.
Han søgte og fik en stilling i udviklingsafdelingen, hvor han i dag er projektleder. Hustruen færdiggjorde sin læreruddannelse i Nr. Nissum og fik ansættelse ved byens folkeskole. Parret bor med deres tre børn i et parcelhus på 300 kvm i Lemvig med unik udsigt og bakker og sø. Det koster det samme som et lille rækkehus i Københavns vestlige forstæder.
– Selvfølgelig er her færre kulturelle og underholdningsmæssige tilbud, end vi var vant til, men med små børn er det begrænset, hvor meget man har tid til den slags. Det er i hvert fald et afsavn, som totalt overskygges af de fordele, vi har fået herovre, siger en tilfreds Steen Saaby.