Hjælp viceværten og få lommepenge for det

27. november 2008

Til redaktionen

Holstebro, 27. november 2008

Vi e-mailer pressestof for Struer AAB, som i forbindelse med projekt ”Det gode Liv” i Grønnedal, har tilbyder de unge lommepenge, hvis de hjælper viceværten.

Tekst ved journalist Flemming Hove.
Fotos ved fotograf Søren Palmelund/Tilsted Com.
Tekst og foto må kun gengives i forbindelse med redaktionel omtale af Struer AAB.

Yderligere informationer kontakt Struer AAB, projektleder Søren Christensen,
tlf. 5122 2429 eller forretningsfører Linda Green, tlf. 2124 1023.

Med venlig hilsen

f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen

 

Hjælp viceværten og få lommepenge for det

Arbejdernes Andelsboligforening i Struer har succes med projekt ”Det gode Liv” i boligområdet Grønnedal.

– Hvad så, Khalid, har du gode muskler i dag?
Vicevært Kent H. Sørensen mærker på drengens overarme og erklærer sig tilfreds.
– Ja, det går. Du kan godt arbejde!
Atmosfæren er munter på beboerkontoret i Grønnedal denne mandag eftermiddag. Kent H. Sørensen er sammen med sin kollega, Allan Dam Madsen, ved at samle de unge, som er mødt op til boligforeningens lommepenge-projekt.
Det går i al sin enkelthed ud på, at børn og unge fra Grønnedal hver uge bruger et par timer af fritiden på at hjælpe boligområdets syv viceværter med praktiske opgaver mod, at de får lommepenge for det. I alt har ca. 20 børn og unge meldt sig til projektet, som foruden forefaldende arbejde, hjælp ved gymnastiktræning og køkkenarbejde kommer til at omfatte bl.a. indkøb for ældre beboere.
Projektet er led i Arbejdernes Andelsboligforenings projekt ”Det gode Liv”, hvor man i samarbejde med beboerne vil gøre Grønnedal til et attraktivt boligområde og engagere områdets børn, unge og voksne i byens hverdag.

Det er sjovt

– De laver meget af det, vi ikke når til daglig som f.eks. at feje kældre, samle papir og vaske skure. På den måde lærer de at have ansvar for, at området ser ordentlig ud, og de lærer også at behandle hinanden med respekt og snakke pænt sammen, siger Kent H. Sørensen og Allan Dam Madsen.
De har den aftale med børnene, at alle mobiltelefoner bliver på beboerkontoret, mens de er på arbejde. Så fristes de ikke til at sms’e og snakke med andre kammerater.
Khalid og Burak følges med Kent H. Sørensen hen til et område, der skal renses for ukrudt, og de går i gang med det samme.
– Jeg synes, det er sjovt. Det er rart at have noget at give sig til. Normalt har jeg ikke noget at lave, og så går jeg i klub eller leger, fortæller Burak.
Khalid synes også, det er sjovt at have noget at rive i.
– Vi har det rart sammen. Det er noget andet end at kede sig! siger han.

Har et ansvar

Ovre i en anden del af boligområdet har Allan Dam Madsen hjælp af Gujan. Drengen fejer en trappeopgang med stor omhu, og han synes, det er sjovt.
– Vi bruger meget tid på at snakke om ansvar og det at være social. De unge kan godt se, at det er dejligt, når der er pænt og rent, og de føler sig ekstra godt tilpas, når de selv har gjort en indsats. Vi skulle gerne derhen, at hvis de oplever andre rode eller smide ting på området, så reagerer de ved at påtale det, siger Allan Dam Madsen.
Inde i vaskerummet huserer Jennifer. Her gør hun rent og sørger for, at der ser godt ud, for det er blevet til hendes faste opgave.
– Jeg kan godt lide det. Det er bedre end at sidde ved computeren, siger hun, mens hun gnider løs på vaskemaskinen.

Alle pressemeddelelser om: