Prøverne i gang til opera i Thisted, Herning, Brande, Struer og Holstebro

14. oktober 2008

Til redaktionen

Holstebro, 14. oktober 2008

Prøverne i gang
på ny café-udgave
af ”La Bohéme”

Der er langt fra A.P. Møller Mærsk i København til Struer, Thisted, Herning, Holstebro og Brande, men nu synges der forbindelser. Lige ved siden af rederiet ligger restauranten Bistro Boheme, og her samledes sangere, instruktør, dirigent og scenograf inden de første prøver på operaen ”La Bohéme”. Den præsenteres i en helt ny caféform fem steder i Midt- og Vestjylland i november.

Det er Musikdramatisk Teater, der opsætter forestillingen. I vedlagte pressemeddelelse fortæller instruktør Pernille Elimar om, hvad publikum kan vente.

Musikdramatisk Teater er operaen med sokkel i Herning, Ikast-Brande, Struer og Holstebro kommuner.

Foto vedlagt til fri afbenyttelse. Bagerste række: Instruktørassistent Lars Hunicke, instruktør Pernille Elimar, dirigent Flemming Vistisen og scenograf Jan de Neergaard. Ved bordet sangerne Bo Nandfred, Lisa Tjalve, Teit Kanstrup, Morten Lassenius Kramp, Rasmus Gravers Knive og Maria Bastrup. (Foto: Anders Hjerming)

La Bohéme præsenteres sådan
6. & 7. november kl. 19.30: Folkets Hus i Struer (Premiere)
9. & 10. november kl. 19.00: Thisted Musikteater
13. & 14. november kl. 20.00: Fermaten i Herning (arrangør Herning Teater)
18. & 19. november kl. 20.00: Knudsens i Holstebro
21. & 22. november kl. 18.30: Remisen Brande

Musikdramatisk Teater: www.musikdramatiskteater.dk

Yderligere oplysninger kan indhentes hos
Operachef Flemming Vistisen, tlf. 96 11 78 35 eller 23 32 50 43
Teaterleder Pernille Elimar, tlf. 96 11 78 35 eller 40 92 78 95

Venlige hilsner

journalist
Niels Stoktoft Overgaard
Tlf. 97 41 13 54

 

Prøverne i gang til opera i Thisted, Herning, Brande, Struer og Holstebro

Usædvanlig oplevelse venter – en del af handlingen foregår på den café, hvor publikum sidder

Sangernes unge elite er på vej til Midt- og Vestjylland. Musikdramatisk Teater har indledt prøverne på forestillingen ”La Bohéme”, som i november vises i Struer, Thisted, Herning, Holstebro og Brande. Ifølge instruktøren venter der publikum en usædvanlig oplevelse med ”noget af den skønneste, iørefaldende og mest velklingende operamusik, som nogen sinde er skrevet”. Oven i købet er noderne i den nye version omskrevet til stemningsfyldt salonorkester stil.
Den nye udgave af ”La Bohéme” skiller sig også ud på en anden måde. Den synges på dansk, så alle direkte og nemt kan følge med i handlingen.
Musikdramatisk Teater har fart på i dette efterår. I august vistes ”Elskovsdrikken” på herregården Nørre Vosborg ved Vemb i Vestjylland. Her var der udsolgt alle aftener.
De første prøver på La Bohéme foregår i København, fordi flere af sangerne bor i hovedstaden. De er alle unge og professionelle, flere af dem helt nyuddannede fra Operaakademiet i København. Det er de navne, der om få år vil besætte hovedroller både i Danmark og udlandet. Nu får midt- og vestjyderne chancen for det første kig og lyt.
Handlingen i forestillingen udspilles blandt studenter i Paris, men når de store operahuse opfører den, sker det ofte med midaldrende, ældre eller ligefrem gamle sangere i rollerne. Det forstyrrer fortryllelsen. I Struer, Thisted, Herning, Holstebro og Brande kommer de unge medvirkende til at give forestillingen troværdig charme
Seks sangere og syv musikere. Det er modellen for den nye ”La Bohéme”. Musikerne er fem strygere, klarinet og som noget specielt harpe.
Publikum slipper denne gang for at sidde på række bag hinanden. I stedet placeres de ved små caféborde, og i flere af byerne er der mulighed for spisning inden forestillingen.
Tilskuerne får lov at sidde, men sangerne skal også være i træning til at bevæge sig meget. 2. akt af La Bohéme foregår i en café – lige der hvor publikum befinder sig.
– På den måde tager vi operaen ned fra piedestalen og præsenterer musik og handling, så enhver der har lyst til en god teateroplevelse og fremragende sang kan få en oplevelse, siger instruktør Pernille Elimar.

Alle pressemeddelelser om: