Til redaktionen
Holstebro, 19. maj 2008
Vi e-mailer pressestof for Komitéen for Unge Forskere. Ved det prestigefyldte Intel ISEF i USA blev Danmark bedste nation for andet år i træk med tre projekter, fire deltagere og fem hovedpræmier. Christoffer Norn, som sidste år gik i 3.G på Lyngby Tekniske Gymnasium blev verdensmester.
Læs mere på www.unge-forskere.dk
Tekst ved journalist Flemming Hove.
Foto ved Ryan Holm/Unge Forskere.
Tekst og foto må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Yderligere informationer – kontakt Komitéen for Unge Forskere, næstformand og professor Peter Mose Larsen, tlf. 4031 9776, e-mail pml@unge-forskere.dk
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Ung dansk forsker blev verdensmester
Ved det prestigefyldte Intel ISEF i USA blev Danmark bedste nation for andet år i træk med tre projekter, fire deltagere og fem hovedpræmier!
Unge danske forskere har noget så eftertrykkeligt sat Danmark på verdenskortet!
Senest er Christoffer Norn, der i 2007 gik i 3. G på Lyngby Tekniske Gymnasium og fik 1. præmie i Komitéen for Unge Forskere store landskonkurrence, blevet verdensmester.
Det er sket ved International Science and Engineering Fair i Atlanta i USA, der er blandt verdens største forskerbegivenheder. Flere end 1900 unge forskere fra flere end 50 lande har konkurreret med hinanden inden for 17 forskellige områder.
Christoffer Norn vandt førsteprisen i kategorien ”Energy and Transportation”. Tilmed fik han én af de fem førstepriser for at være ”best in show” – en pris, der er uafhængig af kategori, og da Christoffer opnåede det højeste pointtal af de 5 ”best in show”, blev han årets verdensmester for Unge Forskere. Han har lavet en lang række af sine eksperimentelle forsøg på Novozymes, men har også fået støtte og hjælp fra f.eks. DTU og Aarhus Universitet.
Juryformand ved Intel ISEF, professor William Greene, sagde bl.a., at den unge danskers projekt indeholdt både planlægning, udførelse, data, bearbejdning, statistik og diskussion, men ikke mindst konklusionerne og overblikket over forskningsområdet, der er utroligt professionelt gennemført og er helt uden fortilfælde.
Bedste nation
Også de andre danske deltagere klarede sig fornemt, så Danmark for andet år i træk blev den bedste nation.
Jesper Lykke Rasmussen og Michael Madsen fra 3. G på Vejle Tekniske Gymnasium blev nr. 2 i deres kategori (Environmental Sciences) og vandt desuden andenprisen i Den amerikanske Kystvagts konkurrence samt hovedprisen ved Specialprisuddelingen i form af Ricohs Internationale Miljøpris 2008.
Tobias Maduro Nørbo, der i 2007 gik i 3. G på Copenhagen West HTX, vandt en tredjepris i sin kategori (Engineering: Electrical & Mechanical). Tobias Maduro Nørbos projekt om at gøre dagen lettere for én af de svageste grupper i samfundet – kræftramte børn – var meget populært, og han blev bl.a. interviewet til både CBS og CNN.
I en klasse for sig
Juryformand William Greene understregede, at alle tre danske projekter var i en helt speciel klasse, og der er ingen andre lande, der har kunnet hamle op med de fine resultater, som de danske deltagere har præsteret: Tre projekter, fire deltagere og fem hovedpræmier!
Han mente, at det måtte være den rene luksus at være gymnasium og universitet i Danmark, når man har studerende på dette niveau.
De danske deltagere får som bonusgevinst opkaldt en asteroide efter sig, og dermed kommer de i selskab med bl.a. The Beatles, Chaplin og nobelprismodtagere.
- Jesper Lykke Rasmussen og Michael Madsen fra 3. G på Vejle Tekniske Gymnasium viser deres projekt, som skaffede dem både en andenpris samt en hovedpris ved Specialprisuddelingen. Foto ved Ryan Holm/Unge Forskere.
- Tobias Maduro ved sit projekt om hjælp til kræftramte børn. Det gav ham en flot tredjepris i sin kategori ved Intel ISEF i Atlanta. Foto ved Ryan Holm/Unge Forskere.
- Christoffer Norn får overrakt sin 1. præmie ved Intel ISEF. Foto ved Ryan Holm/Unge Forskere.
- Den stolte danske verdensmester, Christoffer Norn, ved Intel ISEF viser sit projekt. Foto ved Ryan Holm/Unge Forskere.
- De stolte danske vindere ved Intel ISEF kipper med Dannebrog – verdensmester Christoffer Norn, Michael Madsen og Jesper Lykke Rasmussen samt Tobias Maduro Nørbo. Foto ved Ryan Holm/Unge Forskere.
- De stolte danske vindere ved Intel ISEF – verdensmester Christoffer Norn, Michael Madsen og Jesper Lykke Rasmussen samt Tobias Maduro Nørbo. Foto ved Ryan Holm/Unge Forskere.