Til redaktionen
Holstebro, 20. april 2008
Vi e-mailer pressestof for Moesgaard Meat A/S i Naur ved Holstebro, som er i gang med at indkøre den nye slagteline.
Slagteriet åbner officielt mandag 5. maj. Fødevareminister Eva Kjer Hansen kommer og foretager den officielle åbning.
Se mere på www.moesgaard-meat.dk
Tekst ved journalist Flemming Hove.
Foto ved fotograf Søren Palmelund/Tilsted Com.
Tekst og foto findes på www.presseoversigt.dk
Tekst og foto må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Yderligere informationer – kontakt svineproducent Niels Jørgen Haahr Pedersen, tlf. 4075 3317 eller svineproducent Hans Haahr Pedersen, tlf. 2339 7631.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Stor travlhed på
det nye slagteri
Moesgaard Meat er i gang med at indkøre den nye slagtelinie, og sideløbende bliver medarbejderne opkvalificeret på Holstebro Tekniske Skole.
Den danske slagteribranche er inde i en turbulent periode med lukninger og fyringer, men hos slagteriet Moesgaard Meat A/S i Naur ved Holstebro er der ikke plads til pessimisme.
– Det er en uforudsigelig branche, vi befinder os i, men her i opstarten har vi ikke haft problemer med at finde afsætning eller leverandører. Vi er i fuld gang med at indkøre vores nye slagtelinie, og vi har nok at gøre med at effektuere vore ordrer, lyder den forsigtige melding fra svineproducent Hans Haahr Pedersen.
Enormt spændte
Moesgaard Meat åbner officielt mandag den 5. maj, når fødevareminister Eva Kjer Hansen klipper snoren over. Hun håber bl.a., at åbningen af slagteriet vil afhjælpe nogle af de problemer, der har været med svinetransporter over grænsen.
Og grundlaget for det nye svineproducentdrevne slagteri er netop at undgå unødvendig transport af levende søer til nordtyske slagterier. Vejen fra stald til slagteri skal være kortest mulig, hvis den danske dyrevelfærd skal forbedres, mener folkene bag Moesgaard Meat.
– Vi er en forsvindende lille spiller i slagteribranchen, og vi er meget spændte på fremtiden. Men ved at være lille undgår vi forhåbentlig de problemer, som de store slagterier til tider har, siger Hans Haahr Pedersen.
Opkvalificering
Han oplyser, at slagteriet har ca. 16 medarbejdere – bl.a. 11 polske slagteriarbejdere – og de deltager alle sideløbende med prøveslagtningerne i et opkvalificeringsforløb i samarbejde med Holstebro Tekniske Skole og fagforbundet NNF.
Den nye slagtelinie kan slagte 120 slagtesvin eller 60 søer i timen. Slagtelinien bliver dermed i forhold til kapaciteten den tredje største til søer i Danmark. Med fuld kølekapacitet vil anlægget kunne slagte ca. 100.000 søer om året. Det fleksible anlæg er leveret af det hollandske firma MPS.