Gratis æbler til sunde kommunale medarbejdere

20. februar 2008

Til redaktionen

Holstebro, 20. februar 2008

Vi e-mailer pressestof for Ringkøbing-Skjern Kommune.
Kommunens medarbejdere har landets laveste sygefravær på knap 4,5 procent.
Kommunikationsbureaet Tilsted Com, der skal udgive en profilbog om kommunen, har købt æbler til alle kommunens 5.500 medarbejdere med opfordring om at fortsætte den sunde livsstil.

Tekst ved journalist Flemming Hove.
Foto ved fotograf Ole Mortensen/Tilsted Com.
Tekst og foto må kun gengives i redaktionel sammenhæng.

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til Ringkøbing-Skjern Kommune, kommunaldirektør Niels Erik Kjærgaard, tlf. 9974 1076.

 

Gratis æbler til sunde
kommunale medarbejdere

 

Nogen siger, at ét æble om dagen holder doktoren væk – hvis man altså kan ramme ham! Andre siger, at 6 om dagen er vejen til et sundt liv…
Og sundhed er noget, medarbejderne i Ringkøbing-Skjern Kommune ved en masse om. De har nemlig Danmarks laveste sygefravær på knap 4,5 procent.
Derfor har kommunikationsbureauet Tilsted Com ved Holstebro købt 36 kasser æbler til kommunens ca. 5500 sunde medarbejdere. De blev – som anerkendelse for den flotte statistik – udleveret i dag onsdag.
– Vi er glade for den flotte placering, som viser, at vi har nogle gode medarbejdere med et godt helbred. Det har vi nu heller ikke været i tvivl om, men det er jo dejligt at blive bekræftet i den mavefornemmelse, vi selv har haft, siger kommunaldirektør Niels Erik Kjærgaard og tilføjer – Jeg vil gerne rose alle medarbejdere for den loyalitet, de viser arbejdspladsen og kollegaerne.

Ny profilbog

Tilsted Com er i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune i gang med at forberede en profilbog om kommunen og dens mange lyse og attraktive sider. Over 42 virksomheder, firmaer, organisationer og sammenslutninger i kommunen har allerede sikret sig profilplads i bogen.
Profilbogen forventes at blive på minimum 200 sider i 4 farver med stift bind og en online udgave på internettet.

Alle pressemeddelelser om: