Til redaktionen
Holstebro, 15. februar 2008
Vi e-mailer pressestof for Komitéen for Unge Forskere. De skal i år på vegne af den danske regering afholde The European Union Contest for Young Scientists 2008 (EUCYS 2008).
Se mere på www.eurocontest.dk
Tekst ved journalist Flemming Hove
Foto Benjamin Kürstein/Tilsted Com.
Tekst og foto må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Yderligere informationer – kontakt Komitéen for Unge Forskere, næstformand og professor Peter Mose Larsen, tlf. 4031 9776, e-mail pml@unge-forskere.dk
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Unge forskere skal kæmpe om EM i Danmark
I konkurrence med 21 andre lande er Danmark blevet udpeget som vært for The European Union Contest for Young Scientists 2008 (EUCYS 2008).
Europamesterskaberne løber af stabelen fra 19.-26. september i København, hvor ca. 200 af Europas dygtigste unge forskere vil konkurrere om at blive Europas bedste Unge Forsker.
Deltagerne er vindere fra de nationale konkurrencer i flere end 40 europæiske lande, men blandt deltagerne er der også unge forskere fra andre lande som f.eks. USA, Kina og Japan.
Stort arrangement
I det hele taget bliver EUCYS 2008 en stor begivenhed, fordi der er tale om et jubilæumsarrangement. Der vil blive rig mulighed for at deltage i nogle af de mange spændende arrangementer som f.eks. Science Cafeer, møde med Nobelprismodtagere, få idéer og projekter vurderet af professionelle patentagenter og innovationskonsulenter, møde med nogle af de tidligere europamestre samt ikke mindst få en snak med de unge deltagere og høre om fremtidens forskning.
– For første gang vil EUCYS blive et åbent arrangement, hvor vi håber, at rigtig mange danskere vil komme ind og se, hvordan fremtiden vil komme til at udvikle sig inden for områder som f.eks. vedvarende energi, nye lægemidler, miljø, handicaphjælpemidler og nye transportformer. Mange af projekterne vil også falde inden for grundforskning i matematik, kemi og fysik. Udstillingen og arrangementerne vil bl.a. være åbne i weekenden og en aften, fortæller næstformanden i Komitéen for Unge Forskere, professor Peter Mose Larsen.
Vil inspirere
Nogle af de unge, internationale deltagere vil i øvrigt besøge gymnasier og fortælle om deres projekter som inspiration for danske deltagere.
På vegne af den danske regering er det Unge Forskere, der står for arrangementet. Det støttes af bl.a. EU Kommissionen, EIROForum, the European Patent Office, den danske regering (ved bl.a. Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet), Region Hovedstaden, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Lundbeck Fonden og Augustinus Fonden.