Effektivt sygehus med en høj kvalitet

12. december 2007

Til redaktionen

Holstebro, 12. december 2007

Vi e-mailer pressestof for Holstebro Kommune.
Regionshospitalet Holstebro er i dag blevet kåret til Danmarks bedste lille hospital.
Her politiske kommentarer fra Folketingets sundhedsudvalg.

Tekst ved journalist Flemming Hove.
Foto ved fotograf Ole Mortensen /Tilsted Com.
Tekst og fotos må kun gengives i redaktionel sammenhæng.

Med venlig hilsen

f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen

Formanden for Folketingets sundhedsudvalg:

Effektivt sygehus
med en høj kvalitet

 

Regionshospitalet Holstebro er blevet kåret til Danmarks bedste lille hospital, og det viser, at man har et effektivt sygehus med en høj kvalitet.
Det fastslår formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard (V), der har en fortid som embedslæge i det daværende Ringkjøbing Amt.
– Jeg kender sygehuset i Holstebro fra min tid som embedslæge, og jeg synes, det er fantastisk flot at kåre det som Danmarks bedste lille hospital. Vi kan kun klappe i hænderne, og som bruger ville jeg være glad og tryg ved at komme til sygehuset og få behandling af høj kvalitet, siger han.
– Det kan andre sygehuse lære af. Vi glemmer ind i mellem, at sundhedsvæsenet er til for borgernes skyld og ikke omvendt. Sygehuset i Holstebro er en rollemodel for andre sygehuse, for her er noget at leve op til, siger Preben Rudiengaard.

Fantastisk resultat

Folketingsmand Jens Peter Vernersen (S) fra Holstebro er meget glad for kåringen, og han kalder det ”et fantastisk resultat for sygehuset”.
– Det viser, at man kan have et usædvanligt velfungerende hospital, selv om det er meget mindre end f.eks. sygehuset i Skejby. Det viser også, at der ikke er dokumentation for, at bare sygehuset bliver stort, er det godt, siger han.
– Heldigvis har Regionshospitalet Holstebro en sådan størrelse, at man kan have alle specialerne, hvis ellers der er vilje til det blandt regionspolitikerne. Hvis ikke man vil give mulighed for det, kan man risikere at tage livet af Danmarks bedste hospital, der har nogle fantastiske medarbejdere. De har gjort det godt, og den mulighed skal de også have fremover, siger Jens Peter Vernersen.

Markant bedre

Det er nyhedsavisen Dagens Medicin, som har kåret Regionshospitalet Holstebro til Danmarks bedste lille hospital. Avisen har vurderet alle tilgængelige data for de danske hospitaler og desuden gennemført en afstemning blandt avisens læserskare af læger og sygeplejersker.
Tre afdelinger i Holstebro – organkirurgi, neurologi og lungemedicin – klarer sig ifølge Dagens Medicin markant bedre end resten af de små hospitaler. Flere andre afdelinger er placeret som de næst- eller tredjebedste. Patienterne giver desuden sygehuset topkarakter inden for patienttilfredshed.

Alle pressemeddelelser om: