Til redaktionen
Holstebro, 20. september 2007
Vi e-mailer pressestof for Danmarks Automobil Forhandlerforening, som har forsynet sine medlemmer med et nyt koncept, der giver køberne af brugte biler både større sikkerhed og bedre overblik.
Tekst ved journalist Flemming Hove.
Materialet må ikke anvendes i anden forbindelse og ikke i kommerciel sammenhæng.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Danmarks Automobil Forhandlerforening, direktør Preben Kjær, tlf. 3331 4555.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Sikkerhed og garanti er afgørende ved køb af brugte biler
Hvem tør du købe en brugt bil af?
Langt de fleste lægger afgørende vægt på, at det skal være en bilforhandler, de har tillid til, og som kan give dem sikkerhed og garanti.
Derfor har Danmarks Automobil Forhandlerforening (DAF) forsynet sine medlemmer med et nyt koncept, der giver køberne af brugte biler både større sikkerhed og bedre overblik.
– En brugt bil er altid ny for den, der køber den. I årevis har vi kæmpet for, at bilbranchens image som helhed skal blive bedre, og én af metoderne er at forsyne de brugte biler med stjerner fra fem og ned til én stjerne alt efter årgang. Vi sælger f.eks. ikke brugte biler, som kun har én stjerne, til private, siger formanden for DAF, direktør Knud Nielsen, Hillerød.
I erkendelse af, at markedet for brugte biler er stort, og at kunderne prioriterer sikkerhed og garanti højt, har DAF udover stjernemarkeringen udarbejdet en liste med gode råd om, hvordan man skal forholde sig, når man overvejer at købe en brugt bil.
– Det lønner sig i længden at følge de gode råd, for de sikrer kunderne, at de får den vare, de køber. For forhandlerne betyder det nye koncept utroligt meget, for med det ved både de og kunderne, hvad en brugtbilhandel indebærer, siger Knud Nielsen.
DAF har desuden lavet en landsdækkende aftale med Falck om, at når DAF-forhandlerne sælger en brugt bil, følger der automatisk et tre måneders gratis Falck-abonnement med.
Faktaboks
Før du køber brugt bil
Når du skal købe en brugt bil, er der nogle gode råd, som er værd at følge.
– Gå altid til en autoriseret bilforhandler eller en anerkendt brugtbilforhandler, når du skal købe en brugt bil.
– Gå ikke alene efter prisen, men også efter antal kørte kilometer (slid) og årgang (evt. rust). Jo ældre og flere kilometer, des større risiko for værkstedsregninger.
– Aftal på forhånd såvel pris som evt. brugtbilattest, reklamationsret og evt. garanti.
– Sørg for, at der følger gyldigt servicehæfte med bilen, så du kan se, at serviceplaner er overholdt, og at kilometertælleren viser korrekt.
– Hvis der skulle opstå problemer, gå først tilbage til forhandleren.
– Køb aldrig en brugt bil af en god ven eller et familiemedlem, hvis du vil bevare freden og roen i hjemmet.
Køb heller aldrig en brugt bil hos en ”fritidsforhandler”, der uden skilte og slutsedler sælger biler fra vejkanten