Til redaktionen
Holstebro, 24. maj 2007
Vi e-mailer pressestof for Musikdramatisk Teater i Holstebro. Teaterleder Pernille Elimar har været i Wien for at forhandle med udenlandske agenter og producenter om at sælge forestillingen ARIA til udlandet.
Tekst ved journalist Flemming Hove.
Foto ved Musikdramatisk Teater.
Tekst og fotos må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Tekst og foto findes på www.presseoversigt.dk
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Musikdramatisk Teater,
Pernille Elimar, tlf. 9611 7835 eller 4092 7895.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Musikdramatisk Teater
slår optimistiske toner an
Det kræver et grundigt forarbejde at fange det internationale publikums interesse for nye musikdramatiske tiltag.
Og det er, hvad Musikdramatisk Teater er i fuld gang med.
Teaterleder Pernille Elimar har netop været i Wien i Østrig for at forhandle med agenter og producenter fra Tyskland og Østrig om at sælge forestillingen ARIA, så det internationale publikum kan få glæde af den.
– Det er en længere proces, men vi er heldige med, at flere af de interesserede så forestillingen til verdenspremieren i Holstebro og var oprigtigt begejstrede. Desuden er markedet for musikdramatik verden over langsomt begyndt at erkende, at der skal nytænkes. Alle de mest populære musicals er efterhånden opført i snart sagt enhver lille flække i såvel Europa som i Asien og USA, siger Pernille Elimar.
Under forhandlingerne blev der lagt planer for fremtiden, og selv om der er lang vej endnu, inden ARIA kommer ud på de internationale scener, er teaterlederen optimistisk.
– Vi fik lagt planer for fremtiden og skabt mange forbindelser, så nu må vi se, hvad indsatsen vil bringe. Vi har ikke økonomiske ressourcer til at gå ind og markedsføre forestillingen i udlandet, men vi kan være aktive ved at gengive vort markeds-føringsmateriale på flere sprog og omskrive vore interne arbejdsdokumenter, der indgående beskriver processen og det dramaturgiske indhold. Desuden kan vi hjælpe med at lave økonomiske beregninger både i forhold til en færdigkøbt pakke med alle vore kunstnere og en model, hvor den udenlandske producent selv besætter alle poster, siger Pernille Elimar.