Til redaktionen
Holstebro, 14. februar 2007
Vi e-mailer pressestof for Holstebro Turistbureau, som tilbyder to spændende kulturweekender – 3.-4. marts med musicalen ”Cats” og 24.-25. marts med åbning af udstilling med Hans Voigt Steffensens inciterende malerier – samt mange andre kulturelle oplevelser.
Se mere om Kulturweekenderne på www.kulturweekend.dk
Tekst af journalist Else Hansen.
Fotos fra Holstebro Turistbureau og fotograf Ole Bjørn Petersen.
Tekst og foto må kun gengives i denne sammenhæng.
Yderligere informationer kontakt Holstebro Turistbureau, turistchef Dorte Storper,
tlf. 96 11 79 40 eller send mail til turist@visitholstebro.dk
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Det er kulturweekend – det er konge!
Kulturweekend med herreflot opsætning af musicalen ”Cats”eller fyrværkeri for sanserne i Hans Voigt Steffensens inciterende malerier.
Det er hovedindholdet i to af de Kulturweekender, som Holstebro Turistbureau tilbyder her i starten af det nye år. Tættest på er en helt ny opsætning af ”Cats”.
Trine Jepsen synger ”Memory” i ”Cats”
Weekenden 3.-4. marts er bygget op omkring Andrew Lloyd Webbers berømte musical ”Cats”. Det er Musikteatret i Holstebro, der sætter forestillingen op med John Eggert som instruktør. Der bliver sangere og dansere fra Danmark, Norge, Sverige og Israel. Trine Jepsen har en af de store roller og skal bl.a. synge den berømte sang ”Memory”. ”Cats” er blevet kaldt verdens bedste musical, og den betager stadig alle, der elsker drama, sang, musik, lys, lyd og akrobatik. Det sidste fordi historien foregår i en cirkusmanege.
Dans i malerier
I weekenden 24.-25. marts er der fokus på dansen i maleren Hans Voigt Steffensens inciterende billeder. Deltagerne i kulturweekenden kommer med til åbningen af Hans Voigt Steffensens udstilling på Jens Nielsen & Olivia Holm-Møller Museet. Og der er mulighed for at stille spørgsmål til kunstneren under en hyggelig frokost.
Buket af kultur oplevelser
Fælles for alle Kulturweekender er, at der omkring hovedoplevelsen er bundet en buket af de mange kulturelle oplevelser, kulturbyen Holstebro kan byde på. I forbindelse med weekenden med Hans Voigt Steffensen ser deltagerne således også værker af Arne Haugen Sørensen i Musikteatret og i Holstebro Kirke og Bjørn Nørgaards frise med bl.a. H.C.Andersen og Karen Blixen på byens gymnasium. Lørdag aften er der danseunderholdning – både ballet med elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole og tangodansere under ledelse af Svenning Hoffmann Sørensen. Både tango og ballet indgår i Hans Voigt Steffensens malerier. Nogle af oplevelserne er også rent kulinariske. Alle måltider er med i kulturpakkerne.