Til redaktionen
Holstebro, 4. december 2006
Vi e-mailer pressestof for Arne Hald I/S i Holstebro, som specialiserer sig yderligere for at blive totalleverandør af teknik og håndværk ved at tilføje låseteknik.
Tekst af journalist Flemming Hove.
Foto ved fotograf Søren Palmelund, Tilsted Com
Tekst og foto må kun gengives i denne sammenhæng.
Yderligere informationer kontakt Arne Hald I/S, indehaver John Hald, tlf. 9742 1644.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
El-firma
specialist i
låseteknik
El-firmaet Arne Hald I/S i Holstebro specialiserer sig nu yderligere for at blive totalleverandør af teknik og håndværk.
Det sker med Låse Teknik, og ifølge indehaverne Erik og John Hald er det et naturligt supplement til firmaets andre specialer inden for el-installation, data- og teleinstallation, alarmanlæg, styring og automatik, lydanlæg, intelligente installationer, lys- og lydstyring samt edb.
– Låsehåndværket er blevet mere og mere automatiseret, og mange kunder ønsker en mere central styring af låsefunktionerne i dag. Derfor udbygger vi vores ekspertise, så kunderne kan foretage et samlet køb af nært beslægtede serviceydelser, siger de.
Det gælder for Låse Teknik som for el-firmaets øvrige specialer, at kunderne kan forvente at få professionel rådgivning og opgaverne udført på den håndværksmæssigt korrekte måde. I tilfælde af problemer yder Låse Teknik hurtig og effektiv førstehjælp.
Spændende hverdag
Firmaet har ansat multihåndværkeren Allan Schanni Andreasen som leder af Låse Teknik, og han tager fat på opgaverne fredag den 1. december.
– Jeg ser frem til en spændende og afvekslende hverdag, og jeg er sikker på, at jeg vil få brug for al min fingersnilde og snarrådighed ved de forskellige opgaver. Det er en stor udfordring at være med til at bygge et nyt speciale op helt fra bunden, siger han.
Allan Andreasen har i de sidste 15 år arbejdet ved De Bergske Blade i Holstebro som pedel og tekniker. I fritiden er han ivrig dykker i Dykkerklubben Delfinen i Holstebro, som han i 10 år har været formand for, og hvor han på 14. år er aktiv instruktør. Den store interesse betyder, at han benytter enhver lejlighed til at komme under vandoverfladen i både ind- og udland.