Unge forskere får mere tid til at udvikle projekter

1. september 2006

Til redaktionen

Holstebro, 1. september 2006

Vi e-mailer pressestof for Komiteen for Unge Forskere, som i dag udskriver de landsdækkende konkurrencer i Natur&Teknik og Unge Forskere og Opfindere. Den nye hjemmeside er også online fra i dag.
Mere information findes på www.unge-forskere.dk

Tekst af journalist Flemming Hove.
Fotos ved fotograf Jakob Dall, fotograf Ole Mortensen/Tilsted Com m.fl.
Tekst og fotos må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Materialet må ikke anvendes i anden forbindelse og ikke i kommerciel sammenhæng.

Yderligere informationer – kontakt Komiteen for Unge Forskeres sekretariat ved Ryan Holm, tlf. 9742 5206.

Med venlig hilsen

f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen

 

Unge forskere får mere tid til at udvikle projekter

De nye konkurrencer for alle landets uddannelsessteder begynder i dag.

Elever og lærere på alle landets uddannelsessteder får i det nye skoleår langt bedre muligheder for at arbejde med projekter inden for forskning og opfindelser.
Komitéen for Unge Forskere har fremrykket starttidspunktet for sine traditionelle landsdækkende konkurrencer Natur&Teknik samt Unge Forskere og Opfindere. Konkurrencerne begynder fredag den 1. september, og vinderne kåres ved finalen søndag den 4. og mandag den 5. marts 2007.
Ved finalen er der også finale i den nye ”Unge Forskere & Galathea 3”, som udskrives i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten. Her vil en specialjury bedømme de seks finaleprojekter og uddele præmierne. De heldige vindere skal derefter hurtigt hjem for at pakke kufferten, da de kun få uger senere tager afsted for at være med på den sidste del af jordomrejsen med Galathea 3.

Flere deltagere

Ønsket om længere tid til at arbejde med projekterne har været stort hos både tidligere deltagere og mange lærere. Komitéen for Unge Forskere håber derfor, at de forbedrede arbejdsforhold vil betyde mange flere deltagere og projekter. I de seneste år har der været en markant stigning i interessen for at deltage, og landskonkurrencerne 2006 satte rekord med hensyn til både deltagere, projekter og kvalitet.
Antallet af finaledeltagere udvides i 2007, så der i både Natur&Teknik samt Unge Forskere og Opfindere vil være 12 projekter, der skal kæmpe om præmierne. Desuden uddeles der 10 præmier på hver 1.000 kr. til projekter i de to landskonkurrencer. Der er også præmier til de to skoler og de lærere, der har engageret sig mest i konkurrencerne, og endelig er der en speciel lodtrækning blandt alle lærere, hvis elever har indsendt projekter.
Sidste års nye konkurrence Min Vildeste Idé for elever fra 0.-10. klasse blev en stor succes, og i år er der allerede tilmeldingsfrist onsdag den 25. oktober. Bidragene skal være Komitéen for Unge Forskere i hænde senest onsdag den 15. november.

Unge Forskere er vejen til bedre skoler

Komitéen for Unge Forskeres nye hjemmeside http://www.unge-forskere.dk, som er online fra i dag, er det sted, hvor alle kan hente de seneste oplysninger.
Hjemmesiden har udviklet sig til en dynamisk portal, hvor man bl.a. kan læse internationale rejseoplevelser i en rejsedagbog.
På hjemmesiden bedømmer tre ministre unge forskeres betydning.
Videnskabsminister Helge Sander siger bl.a., at ”Unge Forskere” er en super konkurrence for alle kreative, dygtige og ambitiøse unge, der kan lide en god nærkamp på idéer og viden.
Undervisningsminister Bertel Haarder mener, der skal satses massivt på konkurrencer som Unge Forskere. De giver deltagerne chancen for at skabe gode kontakter og møde ligestillede på internationalt plan. Desuden er de vejen til bedre skoler og uddannelser.
Miljøminister Connie Hedegaard konstaterer, at for at imødekomme de udfordringer, som verden står over for på miljøområdet, er det vigtigt, at unge mennesker tænker og forsker i miljø.

Alle pressemeddelelser om: