Børnene fik motion og sunde grøntsager

31. august 2006

Til redaktionen

Holstebro, 31. august 2006

Vi e-mailer pressestof for Lammefjordens Gulerodslaug, som i går havde besøg af elever og lærere fra Julemærkehjemmet i Skælskør. Børnene var selv i marken for at hente de grøntsager, som de senere tilberedte og spiste.
Se mere information på www.lammefjordsgulerod.dk

Tekst af journalist Flemming Hove.
Fotos ved Lammefjordens Gulerodslaug.
Tekst og fotos må kun gengives i redaktionel sammenhæng.

Yderliger oplysninger kan fås ved henvendelse til Lammefjordens Gulerodslaug, Anne Thane, tlf. 2240 1737.

 

Børnene fik motion
og sunde grøntsager

 

Regnen stod med mellemrum ned i stride strømme, men det var de 48 børn fra Skælskør Julemærkehjem ligeglade med, da de besøgte Lammefjorden for at høste knasende sprøde grøntsager.
Besøget foregik onsdag hos gulerodsavler Søren Brandt Wiuff i Gislinge, og han havde allieret sig med frugtformidlerne Trine Krebs og Malene Mosbæk fra Frugtformidlingen på Grønttorvet i København.
– Idéen med arrangementet var at give børnene en god oplevelse af friske grøntsager og de mange muligheder, der er for at tilberede dem. De stillede mange herlige spørgsmål, og de var glade og meget engagerede, fortæller Søren Brandt Wiuff.
Da børnene kom, fik de smagsprøver, inden de skulle danse gulerodsdans til Lammefjordens cd ”Gulerodsrap”. Det fik dem rystet godt sammen, og derpå blev de delt op i to hold. Det ene skulle sammen med Trine Krebs og Malene Mosbæk lave en frokostanretning, mens det andet hold tog med Søren Brandt Wiuff ud i marken for at høste grøntsager. Efter frokosten byttede de to hold roller, så alle fik chancen for både at høste og tilberede grøntsagerne.
– Børnene fik en god gang motion, mens de høstede grøntsager. Vi gik vel et par kilometer, men de syntes, det var sjovt, siger Søren Brandt Wiuff.
Inden arrangementet sluttede, var der fællesspisning, og trods det fugtige vejr lykkedes det at få gang i bålet.
– Vi fik masser af snacks, juice, pandekager på gulerodsbasis og bålstegte kartofler og majs. I det hele taget oplevede børnene, at grøntsager kan bruges og tilberedes på mange måder, fortæller Søren Brandt Wiuff.

Alle pressemeddelelser om: