Dansen om guleroden

29. august 2006

Til redaktionen

Holstebro, 29. august 2006

Vi e-mailer pressestof for Lammefjordens Gulerodslaug, som i sidste uge og denne uge har leveret gratis Lammefjordsgulerødder til 100 skoler. En af de heldige skoler var Gadehaveskolen i Taastrup, som i går fik besøg af Trine Krebs fra Frugtformidlingen og Stine Anker Nielsen fra Lammefjorden.
Se mere information på www.lammefjordsgulerod.dk

Tekst af journalist Flemming Hove.
Fotos ved fotograf Peter Kragballe.
Tekst og fotos må kun gengives i redaktionel sammenhæng.

Yderligere informationer kontakt Lammefjordens Gulerodslaug,
Anne Thane, tlf. 2240 1737.

Med venlig hilsen

f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen

 

Dansen om guleroden

 

De lyttede interesseret, spurgte løs, lavede mad, serverede den – og så dansede de gulerodsrap med fynd og klem!
Eleverne i 3. a på Gadehaveskolen i Taastrup havde mandag et par fornøjelige og lærerige timer i selskab med frugtformidler Trine Krebs fra Frugtformidlingen på Grønttorvet i København. Skolen er én af de 100 skoler, som har fået leveret gratis gulerødder fra Lammefjorden, og i den forbindelse vandt de retten til et besøg af Trine Krebs.
Hun har evnen til gennem snak, leg, viden og oplevelser at fortælle om f.eks. gulerødder, og den metode var lige noget for eleverne.
– De var meget spørgelystne, flittige og aktive, siger en tilfreds Trine Krebs, der havde Stine Anker Nielsen fra Lammefjorden med sig som hjælper.
Hun fortalte om Lammefjorden og dens lækre bløde jord, der er perfekt til dyrkning af gulerødder. Hun gav eleverne indblik i, hvordan gulerødderne udvikler sig, og hun havde også arrangeret et bord med gulerødder i forskellige farver.
Derpå blev eleverne delt i fire grupper, der skulle lave henholdsvis gulerodskunst til bordpynt, revet gulerodssalat, friskpresset gulerodssaft med krydderurter og gulerodssnacks med dip til. Den sunde mad blev serveret for en anden 3. klasse, der havde pyntet lokalet med gulerødder – og ifølge Trine Krebs blev der spist rigtig mange gulerødder.
Og så var der lagt op til afskedsdans – en ægte gulerodsdans til tonerne fra cd´en ”Gulerodsrap”, som Lammegjorden har udgivet.
Klasselærer Lisbeth Blandfort betegner arrangementet som en stor succes.
– Vi hyggede os, og børnene syntes, det var sjovt. Det var en god oplevelse, hvor børnene også fik viden med undervejs. En sjov detalje var f.eks., at eleverne var meget forbavsede over, at der kunne være så meget saft i gulerødder, fortæller Lisbeth Blandfort.

Alle pressemeddelelser om: