Til redaktionen
Holstebro, 14. august 2006
Vi e-mailer pressestof for Musikdramatisk Teater, i forbindelse med verdenspremieren på forestillingen ”ARIA”.
Se mere på:
www.musikdramatiskteater.dk
Tekst ved journalist Flemming Hove.
Tekst må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Foto: Plakat Grafisk design Britt Madsen, Tilsted Com
Yderligere oplysninger kan fås ved Pernille Elimar, tlf.: 97 40 36 36 eller 40 92 78 95.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Christian Mortensen
Elever kommer tæt på operaen
Alle elever i Ringkjøbing Amts 8.–10. klasser, gymnasier, handelsskoler og VUC-uddannelser får i slutningen af september chancen for at komme helt tæt på folkene bag musikforestillingen ARIA.
Det midt- og vestjyske operakompagni Musikdramatisk Teater inviterer torsdag den 28. september eleverne til dels forpremiere, dels til en efterfølgende snak med forestillingens medvirkende og det kunstneriske personale i Musikteatret HolstebroHallen.
Da forestillingen er støttet af Ringkjøbing Amts ”kulturtilbud til unge”, er forestillingen gratis. Billetterne fordeles derfor efter først-til-mølle-princippet. Invitationen er sendt til uddannelsesinstitutionerne via internettet, hvor tilmeldingen også finder sted.
ARIA er et sansebombardement af en musikforestilling, hvor to musikalske verdener mødes. Den engelske, New York-baserede komponist Paul Schwarz har med udgangspunkt i kendte operaarier komponeret ny musik, der balancerer mellem loungemusikkens cool udtryk og operaariens lidenskab.
Musikken spilles live af et stort strygerensemble, der er tilsat rockmusikere. De to verdener mødes også på scenen, som vil være befolket af både operasangere, dansere, kor og statister.