Efterlysning: Vilde idéer!

10. januar 2006

Til redaktionen

Holstebro, 10. januar 2006

Vi e-mailer pressestof for Komiteen for Unge Forskere, som i år har mere end fordoblet præmiesummen, og der er en ny konkurrence ”Min Vildeste Idé”. Ligeledes er der også i år rejselegater til de bedste lærere.
Mere information findes på www.unge-forskere.dk

Tekst ved Komiteen for Unge Forskere.
Foto ved fotograf Benjamin Kürstein/Tilsted Com.
Tekst og foto må kun gengives i redaktionel sammenhæng.

Yderligere informationer – kontakt Komiteen for Unge Forskere, næstformand Peter Mose Larsen, tlf. 6315 7239, eller kontakt Sekretariatet v/Ryan Holm, tlf. 9742 5206.

Materialet må ikke anvendes i anden forbindelse og ikke i kommerciel sammenhæng.

Med venlig hilsen

f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen

 

Efterlysning: Vilde idéer!

I 2006 er præmiesummen i de landsdækkende forskerkonkurrencer er mere end fordoblet

Der er al mulig grund til, at børn, unge og lærere over hele landet kaster sig over naturvidenskabelige emner og tilmelder sig Komitéen for Unge Forskeres landsdækkende konkurrencer i 2006.
Præmiesummen har aldrig været større, en ny konkurrence er kommet til, og internationalt har unge danske forskere i de seneste år skabt stor respekt.
– Sidste år fik vi for alvor kontakt med børn og unge i Danmark. Aldrig har deltagerantallet været større, og at vi er på den rigtige bølgelængde, understreges af, at Komitéen for Unge Forskere fik Årets Kommunikationspris 2005, siger komitéens næstformand, professor Peter Mose Larsen fra Syddansk Universitet.

Vilde idéer

Udover de to hidtidige konkurrencer – ”Natur&Teknik” samt ”Unge Forskere og Opfindere” – kan skolebørnene deltage i den nye konkurrence ”Min Vildeste Idé”.
– Her skal man ikke lave et egentligt projekt, men i stedet på tværs af fagene prøve at illustrere nogle bestemte naturvidenskabelige emner som f.eks. ”Miljø og energi”, ”Fremtidens mad” og ”Hvad vil vi med Rummet?”. Vi håber, at det kan få skoleeleverne til at tænke lidt mere naturvidenskabeligt og kreativt i deres almindelige hverdag og blive inspireret til at komme med bidrag til ”Unge Forskere”, siger Peter Mose Larsen.
Lærerne har også noget nyt at se frem til i 2006. Sidste år blev de to bedste skoler præmieret med hver 25.000 kr., og i år bliver også de bedste lærere præmieret med rejselegater til et naturvidenskabeligt formål. Det sker i erkendelse af, at elevernes interesse for naturvidenskab, miljø og teknik er meget afhængig af lærernes engagement.
Der er tilmelding til de landsdækkende konkurrencer senest den 1. marts, og projekterne skal indleveres senest den 8. marts. Finalen foregår i år den 24. april hos Danfoss Universe med deltagelse af bl.a. protektor for Unge Forskere, H.K.H. Prins Joachim, og videnskabsminister Helge Sander.

Cancerprojekt

Stigningen i aktiviteterne hos Komitéen for Unge Forskere er blevet mulig, fordi antallet af sponsorer er det største nogensinde, og fordi ministerierne har givet større tilskud.
Det betyder bl.a., at komitéen er med i et projekt, hvor den ene af vinderne af Unge Forskere 2004, Martin Bennetzen, skal arbejde sammen med den kinesiske forskervinder, Shan Kai, om et meget spændende cancerprojekt. I projektet skal de to unge forskere analysere effekten af en meget lovende kinesisk plantemedicin på cellemembranen af forskellige cancertyper.

Alle pressemeddelelser om: