Til redaktionen
Holstebro, 16. december 2005
Vi e-mailer pressestof for Tilsted Com ved Holstebro, som i 2006 står bag fire erhvervskonferencer med kommunikation som tema.
Tilsted Com har 20 års jubilæum mandag 19. december.
Tekst ved journalist Flemming Hove.
Tekst må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Tekst findes på www.presseoversigt.dk
Yderligere informationer kontakt Tilsted Com, Bent Tilsted, tlf. 9743 2300.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Kommunikation som godt værktøj
Tilsted Com står i 2006 bag fire erhvervskonferencer med kommunikation som tema.
Mennesker, der hver på deres felt lever af at kommunikere med andre, kender hemmeligheden til at få deres budskab ud.
Det kan være lægen, præsten, erhvervsmanden eller restauratøren, og det er netop den type kommunikatører, som kommunikationsbureauet Tilsted Com ved Holstebro lader komme til orde ved fire erhvervskonferencer for bureauets faste kunder i 2006.
Det nye ved erhvervskonferencerne er, at bureauet har valgt at sætte fokus på kommunikation ved at henvende sig til dem, der bruger det som arbejdsmetode i det daglige. Metoderne er vidt forskellige, fordi lægen, præsten, erhvervsmanden og restauratøren hver har deres måde at kommunikere på, så de når målgruppen.
Ved hjælp af erhvervskonferencerne håber Tilsted Com at kunne give sin faste kundekreds input og ny inspiration.
Tilsted Com, der har 20 års jubilæum mandag den 19. december, har i de senere år fået mange skulderklap som f.eks. ”… landets bedste til at kommunikere … blandt gulddrengene i den danske PR-branche … kåret til Gazelle-virksomhed i 2001 …”. Det giver ny inspiration, og den vil bureauet dele med sine faste kunder.
– Langt de fleste er glade for at blive anerkendt for deres arbejde. For os er det glædeligt at få vished for, at vi gør vort arbejde rimeligt. Det virker både indadtil og udadtil, siger bureauets stifter og indehaver Bent Tilsted, der i 2002 indgik partnerskab med fotograf Ole Mortensen.
Siden 1986 har Tilsted Com løst mange typer kommunikationsopgaver inden for information, marketing, grafisk design, presse- og PR, reklame- og pressefoto, totale webløsninger, annoncer og store kampagner. I alt 10 faggrupper er repræsenteret i bureauet.
For nylig vandt bureauet i fællesskab med Komitéen for Unge Forskere Kommunikationsprisen 2005. Det skete med projektet ”At gøre en forskel – fra at være lukningstruet til at blive en succes”, som Tilsted Com har udviklet.