Til redaktionen
Holstebro, 16. september 2005
Vi e-mailer pressestof vedr. Musikdramatisk Teater, som opfører operaen “Den Stundesløse”.
Tekst og fotos ved Tilsted Communication.
Tekst og fotos må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Yderligere oplysninger kan fås ved Pernille Elimar, tlf.: 97 40 36 36 eller 40 92 78 95.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Lyden af Holberg
I disse aktuelle ”kanon”-tider kan Musikdramatisk Teater præsentere ikke mindre end en dobbeltløbet en af slagsen, når teatret til efteråret opfører Bent Lorentzens opera ”Den Stundesløse” over Holbergs komedie af samme navn. Nyt og gammelt støder sammen, hvor Bent Lorentzens moderne lydkulisser er som skræddersyet til at sætte Holbergs evigt aktuelle komedie i relief.
Musikdramatisk Teater har engageret instruktøren Ina-Miriam Rosenbaum, der sammen med koreografen Ann Crosset vil arbejde på at skabe dramatisk og ikke mindst fysisk liv til en forestilling, som prøver at imødegå den gængse opfattelse af opera som stillestående teater med musik til. Hovedrollen som Vielgeschrey spilles af Morten Staugaard, som sammen med forestillingens scenograf Karin Trille Høy senest kunne opleves i den Reumertpris-belønnede ”Demokrati” på Betty Nansen Teatret. Endvidere medvirker en række unge talentfulde sangere (se vedlagte CV).
Forestillingen har premiere 1. oktober i forbindelse med åbningen af Struers nye kulturhus og spiller derefter i Herning Kongrescenter for så at vende snuden mod Holstebro, hvor der spilles i det nyrenoverede teater ”Knudsens” som en del af en klassisk international musikfestival. Sidst men ikke mindst spilles der 2 forestillinger på Det Danske Teater i København midt i oktober.
- Fra venstre midt i: Karin trille Høy, scenograf, Anne Kleinstrup, Jens Jacob Honoré, Berit Meland, Morten Staugaard (det var midterste række) Bagerst: Flemming Vistisen (kunstnerisk leder af Musikdramatisk Teater og Jens Søndergård. Forreste række: Maria Bastrup, Lars Oluf Larsen, Pernille Elimar, administrativ leder af Musikdramatisk Teater og stående instruktør Ina-Miriam Rosenbaum. Foto ved fotograf Benjamin Kürstein.