Til redaktionen
Holstebro, 7. september 2005
Vi e-mailer pressestof vedr. Musikdramatisk Teater, som opfører operaen “Den Stundesløse”.
Tekst ved Musikdramatisk Teater.
Fotos ved Benjamin Kürstein.
Tekst og fotos må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Yderligere oplysninger kan fås ved Pernille Elimar, tlf.: 97 40 36 36 eller 40 92 78 95.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Opera i Folkets Hus
Få dage efter den officielle indvielse af Folkets Hus i Struer får byen besøg af Musikdramatisk Teater, regionens egen operainstitution, som gør klar til premieren på deres kommende forestilling Den Stundesløse.
Og der er mange brikker der skal falde på plads på de 14 dage op til premieren 1. oktober.
Først her bliver scenografien sat op og gjort færdig, kostumerne begynder at komme på, lyset bliver skabt og sidst men ikke mindst kommer orkestret på.
Så det er krævende, ikke blot for Musikdramatisk Teater, men også for det nye kulturhus, som hermed for første gang lægger hus og faciliteter til en professionel produktion.
Musikdramatisk Teater glæder sig og ser frem til at fylde Struers smukke nye kulturhus med musik og teater i de 14 dage op til premieren, hvor kulturhungrende folk vil få lejlighed til at følge den kreative proces tæt på ved flere lejligheder og kunne stille spørgsmål til de medvirkende. Åbne prøver vil blive annonceret i dagspressen.
”Den Stundesløse” er en historie om et menneske, der ikke tager sig tid til at trække vejret, leve, elske, nyde, se, føle. En mand der lever sit liv i detaljen uden fare for at stå stille med det ubehag, det kan medføre. Kærligheden blomstrer lige for næsen af ham. Pernille vil have ham, Leonora vil have Leander, Oldfux vil have Pernille (eller en der er mindre krævende) og Magdelone vil bare gerne giftes. Alt i alt en kærlig kommentar fra hr. Holberg, som stadig formår at give sine skuespil aktualitet. Medierne er fuld af livsstilsprogrammer om hverdagslivets mange udfordringer og fortrædeligheder såsom karrierekonkurrencer, kurser i yoga på arbejdspladsen, privatlivets fysiske og mentale indretning og ind imellem alt dette kærlighedens til stadighed trange vilkår.
Forestillingens instruktør er Ina-Miriam Rosenbaum, der sammen med koreografen Ann Crosset
skaber en forestilling, som prøver at imødegå den gængse opfattelse af opera som stillestående teater med musik til. Her bliver der anderledes tale om at opleve gakkede gangarter og andre skøre indfald i en enkel scenografi af Karin Trille Høy.
Den store hovedrolle som Den stundesløse Vielgeschrey spilles og synges af skuespiller Morten Staugaard, der de seneste år har koncentreret sin karriere om opera og musicals. Som hans alt-omkring-sig-værende tjenestepige Pernille ses Berit Meland. I rollen som hans datter Leonora debuterer Maria Bastrup, der netop er færdiguddannet ved Opera-Akademiet i København og som hendes elskede Leander ses Jens Jacob Honoré, der er opvokset i Herning og startede sin bane som sanger i Herning Kirkes drengekor.
I rollen som dennes tjener Oldfux, der sammen med Pernille sætter alle intriger i gang ses, Jens Søndergård, der ligeledes har startet sin sanglige løbebane i Herning Kirkes drengekor og som til daglig er ansat ved operaen i Weimar, Tyskland. Sidst men ikke mindst præsenterer holdet skuespiller og sanger Lars Oluf Larsen i rollen som den forsmåede bejler Peder Erichsen og Anne Kleinstrup der er opvokset i Ikast som den aldrende hushjælp Magdelone. Som det kan ses afspejler rollelisten en rigtig Holbergkomedie der er lige så aktuel i dag som dengang.