Til redaktionen
Holstebro, 31. august 2005
Vi e-mailer pressestof for Sika Footwear A/S, som er specialist i sikkerhedsfodtøj til professionelle brugere. De sætter fokus på fodsikkerhed i deres efterårskampagne.
Tekst af journalist Flemming Hove.
Fotos ved fotograf Thomas Juul, Tilsted Com.
Tekst og foto må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Yderligere informationer – kontakt Sika Footwear A/S, salgschef Jan Søgaard,
tlf. 9721 1911.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Trætte fødder er meget udsatte
Fødderne er kroppens støddæmpere. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvad man bruger dem til, når man skal vælge sikkerhedssko.
Alle kender den underlige fornemmelse af, at kroppen efter en lang arbejdsdag er sunket lidt sammen.
Sådan er det også med fødderne. I løbet af dagen bliver de fladere og bredere, jo mere man bruger dem, så hvis man ikke har sikkerhedssko, der støtter fødderne rigtigt, bliver man øm og træt i benene og måske også i ryggen.
– Risikoen ved trætte og overbelastede fødder er, at der ikke skal meget til, før der opstår skader i form af f.eks. konstant ømhed, hævelser og betændelse. Desuden har man større tendens til at vrikke om, hvis fødderne er ømme og trætte. Musklerne er simpelthen ikke klar til at reagere på f.eks. en sten eller en kant, siger forskningsfysioterapeut Carsten Mølgaard fra Ortopædkirurgi Nordjylland på Aalborg Sygehus.
Fodsikkerhed
Med det som baggrund sætter virksomheden Sika Footwear A/S i Herning, der er specialist i sikkerhedsfodtøj til professionelle brugere, fokus på fodsikkerhed. Et af elementerne er, at da fødderne er kroppens støddæmpere, skal man være omhyggelig i sit valg af sikkerhedssko. F.eks. har støvletter vist sig at være effektive til at formindske risikoen for ankel- og fodskader.
Carsten Mølgaard fra Ortopædkirurgi Nordjylland opfordrer medarbejderne ude på arbejdspladserne til at være meget opmærksomme på, hvordan de bruger deres fødder i løbet af dagen. Står de meget op i den samme stilling, eller går de meget rundt, og hvad er det for et underlag, de færdes på.
– Det gælder om at vælge sikkerhedssko, der giver fødderne den bedst mulige støtte, og som er individuelt tilpassede. På den måde kan man undgå træthed, ømhed og hævede fødder. Men selv om fødderne generelt skal have mest mulig støtte, må de ikke blive dovne. De skal have en vis plads, så man kan holde blodcirkulationen i gang, og de skal plejes og trænes som resten af kroppen, siger han.
Gode råd
(Ved tæer)
Husk Tåværn og god plads til tæerne
• Skoen skal være så stor, at tæerne kan bevæge sig
• Skoen bør være 8mm længere end din fod
Risiko Forstuvning, sårskader, knoglebrud
(Ved svang)
Husk Stødabsorberende såler, støtte og værnesål
• Brug bløde sko med stødabsorberende såler
• Skoen skal sidde godt fast på foden
• Sko skal passe – ikke gås til!
• Indersålen skal have svangstøtte
Risiko Bløddelsskader nedefra, ømme og trætte fødder, forstuvning
(Ved ankel)
Husk Støtte til anklen og solid hælkappe
• Indlægssåler kan forhindre vridskader i ankler
• Hælkappen skal være fast og passe om hælen
• Støvletter formindsker risikoen for vridskader
• Undgå høje hæle
Risiko Vridskader, forstuvning, knoglebrud
Fakta
I perioden fra 1993 til 2003 blev der anmeldt i alt 65.105 arbejdsulykker med fodskader til Arbejdstilsynet.
Langt hovedparten – 56.937 – var skader på ankler og fødder, mens resten af arbejdsulykkerne havde skadet tæerne.
Typen af ankel- og fodskader har fordelt sig på forstuvninger, knoglebrud og skader på fodens bløddele.
Statistikken viser, at antallet af anmeldte arbejdsulykker med fodskader er faldet i de seneste år.
Kilde: Arbejdstilsynet
- Forskningsfysioterapeut Carsten Mølgaard fra Ortopædkirurgi Nordjylland opfordrer medarbejderne ude på arbejdspladserne til at være meget opmærksomme på, hvordan de bruger deres fødder i løbet af dagen. Foto ved fotograf Thomas Juul/Tilsted Com.
- – Undersøgelse af fejlstillinger i fødderne ses tydeligst, når foden belastes eksempelvis under gang eller løb på løbebånd, som på billedet, fortæller forskningsfysioterapeut Carsten Mølgaard fra Ortopædkirurgi i Nordjylland. Foto ved fotograf Thomas Juul/Tilsted Com.