Til redaktionen
Holstebro, 13. april 2005
Vi fremsender pressestof for Forlaget Tilsted, som udgiver en livsstilsbog ”Hinsidan – På den anden side”
Bogen er skrevet af Annette Heick og Jesper Vollmer.
Billederne er taget af fotograf Thomas Juul, Tilsted Com m.fl.
Bogen bliver frigivet onsdag 20. april.
Tekst af journalist Flemming Hove.
Fotos ved fotograf Thomas Juul, Tilsted Com.
Tekst og fotos må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Yderligere informationer – kontakt Annette Heick og Jesper Vollmer via Tenna Tajmer,
tlf. 4615 3700 eller Forlaget Tilsted, Bent Tilsted, tlf. 9743 2300.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Kendis-par har opskriften på at flytte hinsidan
Annette Heick og hendes mand, Jesper Vollmer, debuterer på bogmarkedet med livsstilsbog.
Det er altid en fordel at kende opskriften på, hvordan man får succes.
Det ved tv-værtinden Annette Heick og hendes mand, kokken Jesper Vollmer, alt om, når det gælder deres travle hverdag foran kameraerne og i krokøkkenet.
Men da det kendte par valgte at flytte over på den anden side af Øresund til Sverige og bygge deres drømmehus, havde de ingen opskrift at gå efter. Tværtimod. I to år var de tvunget til at tage stilling til så mange spørgsmål, at det kan tage pusten fra enhver.
Derfor debuterer Annette Heick og Jesper Vollmer onsdag den 20. april på bogmarkedet med livsstilsbogen ”Hinsidan – på den anden side”, hvor de i ord og billeder fortæller om de trængsler og oplevelser, de har været igennem for at få opfyldt drømmen.
En hjælp
Parret fortæller alle detaljerne og giver gode tips og idéer til de mange, som har tilsvarende overvejelser. Er det en fordel at bo i det gamle Danmark – i Skåne i Sydsverige – eller hvordan forholder det sig i virkeligheden i 2005?
– De nyeste tal viser, at 200.000 danskere planlægger inden for de næste 10 år at flytte hinsidan. Så vi syntes, det var oplagt at fortælle vores historie enten til skræk og advarsel eller som en hjælp til at komme videre med drømmene. Under alle omstændigheder giver vi her svar på nogle af de mange spørgsmål, vi er stødt på undervejs. Sådan en bog kunne vi nemlig godt selv have brugt i sin tid, fortæller Annette Heick og Jesper Vollmer.
Det simple liv
Mange danskere har gennem TV2’s udsendelser ”Alt på spil” fulgt parrets husbyggeri i Sverige, og det har inspireret dem til at videregive deres erfaringer.
– Bogen giver et indblik i vores hverdag gennem de sidste to år. Det har ikke været nogen dans på roser, men de mange trængsler kan trods alt betragtes med et smil og latter, når man ser dem i bagklogskabens lys, fortæller de.
Da Jesper Vollmer til daglig er kok på Søllerød Kro, er ”Hinsidan – på den anden side” krydret med opskrifter, der afspejler det simple liv, parret har levet, mens husbyggeriet og flytningen stod på. Derfor kan bogen også bruges som en kogebog til køletaske-mad..!
Livsstilsbogen udgives af Forlaget Tilsted i Holstebro. Forlagets fotograf, Thomas Juul, er manden bag mange af billederne, og layouter Britt Madsen har stået for det grafiske resultat.
- Annette Heick og Jesper Vollmer ved præsentationen af deres nye livsstilsbog “Hinsidan – på den anden side”. Foto ved fotograf Thomas Juul/Tilsted Com.
- Januar 2005 Tygelsj, Sverige. Jesper Vollmer laver mad til fotografering til bog. Foto: Thomas Juul/tilsted.com
- Januar 2005 Tygelsj, Sverige. Annette Heick i haven ved huset. Foto: Thomas Juul/tilsted.com
- Januar 2005 Tygelsj, Sverige. Annette Heick og Jesper Vollmers hus. Foto: Thomas Juul/tilsted.com
- Januar 2005 Tygelsj, Sverige. Annette Heick og Jesper Vollmers strandret. Foto: Thomas Juul/tilsted.com
- Annette Heick og Jesper Vollmer fortæller i livsstilsbogen ”Hinsidan – på den anden side” om den lange seje kamp for at få opfyldt drømmetilværelsen med eget hus i Sydsverige. 200.000 danskere planlægger at gøre det samme inden for de næste 10 år. Foto ved fotograf Thomas Juul/Tilsted Com.