Til redaktionen
Holstebro, 17. februar 2005
Vi e-mailer pressestof for Dansk Kartoffelproducent-forening, som i dag i forbindelse med deres generalforsamling overrakte en check på kr. 15.000 til en klasse HHX elever fra Ikast Handelsgymnasium for deres opgave i markedsføring af kartoflen. Checken blev overrakt af håndboldlandsholdsspiller Rikke Nielsen fra Aalborg DH.
Tekst ved journalist Flemming Hove.
Fotos ved fotograf Thomas Juul/Tilsted Com.
Tekst og fotos må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Yderligere oplysninger kontakt Dansk Kartoffelproducent-forening, formand Kristian Kristensen, tlf. 7529 2257 eller 2122 6725.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Kartoflen flyver igen…
Det var ikke hverken sne- eller håndbolde, men derimod kartofler, der fløj gennem luften, da håndboldlandsholdsspilleren Rikke Nielsen fra Aalborg DH torsdag var på besøg i Sunds.
I forbindelse med Dansk Kartoffelproducent-forenings generalforsamling overrakte den nordjyske håndboldspiller en check på 15.000 kr. til eleverne i den 1-årige HHX på Handelsgymnasiet i Ikast. Pengene var belønningen for elevernes forslag til, hvordan kartoffelavlerne får danskerne til at spise flere af de små brune knolde.
Selv fortalte Rikke Nielsen, at hun efter en landskamp, hvor Danmark vandt stort over Kina, havde udtalt, at det nok skyldtes, at hun spiste flere kartofler end kineserne!
Og efter overrækkelsen måtte der naturligvis en rask lille ”kartoffelkamp” til…
Humor er midlet
Handelsskoleelevernes forslag til en anderledes markedsføring af kartofler er foregået efter oplæg fra kvinden bag den populære ”Kartoflens Hjemmeside”, planteavlslærer Anne Eriksen fra Grindsted Landbo- og Husholdningsskole. Initiativet er sponsoreret af Dansk Kartoffelproducent-forening i samarbejde med Kartoffelafgiftsfonden.
Eleverne har bl.a. foreslået en ny kogebog og tv-reklamer som midler til at skabe opmærksomhed om kartoflen og imødegå pasta- og risretternes indtog på middagsbordene. Eleverne fortalte, at de vil bruge humor som et af redskaberne i deres markedsføring, og at de har hentet inspiration fra De Nattergales kendte julekalender-figurer Gertrud og Oluf Sand. Humor er ifølge eleverne noget, der går direkte i hjertet på danskerne. Deres klasselærer, Vibeke Lundbo, var glad for, at klassen havde fået mulighed for at arbejde med et realistisk projekt.
Vigtigt redskab
Formanden for kartoffelproducent-foreningen, Kristian Kristensen, erkender, at kartoffelbranchen er tvunget til at gøre noget ved markedsføringen, og det kræver, at man forholder sig til, hvad forbrugerne vil have. Derfor kan prisopgaven blive et vigtigt redskab.
I det hele taget var markedsføring af kartofler i centrum under generalforsamlingen. Den ene af GN Foods indehavere, Ulrik Gylling, fortalte om firmaets opstart og visioner. Den innovative produktions- og pakkevirksomhed udvikler og pakker convenience food. Ved frokosten præsenterede de forskellige smagsprøver, og administrerende direktør Tom Soling fra G-Kartofler i Grindsted fortalte om, hvorfor virksomheden har købt 50 procent af GN Foods.
- De gladevindere, HHX-eleverne, fra Ikast Handelsgymnasium sammen med deres lærer Vibeke Lundbo. Foto ved fotograf Thomas Juul/Tilsted Com.
- Håndboldlandsholdsspilleren Rikke Nielsen fra Aalborg DH overrækker checken på de 15.000 kr. og roser til HHX-eleverne fra Ikast. Foto ved fotograf Thomas Juul/Tilsted Com.
- Efter overrækkelsen af de 15.000 kr. tog HHX-eleverne fra Ikast en rask lille ”kartoffelkamp” med håndboldlandsholdsspilleren Rikke Nielsen fra Aalborg DH. Foto ved fotograf Thomas Juul/Tilsted Com.