Til redaktionen
Holstebro, 8. november 2004
Vi e-mailer pressestof for Komiteen for Unge Forskere.
Den 21-årige Morten Tychsen fra Sønderborg, der er ingeniørstuderende ved Aalborg Universitet, har netop vundet en 3. præmie i konkurrencen Project Show for Young Engineers i Shanghai, Kina. Desuden deltog den 22-årige Martin Bennetzen fra Odense. Han blev dog ikke placeret blandt de bedste.
Mere information findes på www.unge-forskere.dk
Tekst og fotos ved Unge Forskere.
Tekst og fotos må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Yderligere informationer – kontakt Komiteen for Unge Forskeres sekretariat ved Ryan Holm,
tlf. 9742 5206.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Ung dansk forsker til tops i Kina
Den 21-årige Morten Tychsen fra Sønderborg, der er ingeniørstuderende ved Aalborg Universitet, har netop vundet en 3. præmie i konkurrencen Project Show for Young Engineers i Shanghai, Kina.
Morten Tychsens projekt LightBus, som han lavede sammen med Jens Due, Nordborg, fik 3. præmie i den danske konkurrence Unge Forskere 2004. LightBus gør det simplere med en pc at styre op til 250 elektriske apparater i hjemmet fra kaffemaskinen til robotter.
I konkurrencen deltog mere end 300 unge i alderen 18 til 30 år. Den blev afviklet i forbindelse med en verdenskonference for ingeniører i Kina.
Det var meget avancerede og kreative projekter af høj standard, som Morten var oppe imod. Men igen viste en dansker, at de unge danskere kan måle sig med de bedste i verden.
Det er kun godt en måned siden, at den 18-årige Charlotte Strandkvist fra Svendborg placerede sig i toppen og vandt 1. præmie i den prestigefyldte EU-forskerkonkurrence i Irland.
I konkurrencen i Kina deltog også den 22-årige Martin Bennetzen, Odense. Han studerer i dag på Syddansk Universitet. Han deltog med et forskningsprojekt om cancer, men blev ikke placeret i toppen i Shanghai.
Under hele konkurrencen var der konstant fokus på de to danskere. Der var utallige tv-stationer, der ville tale med de to unge danskere og den danske delegation. Der blev givet mange interviews til radiostationer og aviser.
Også de unge kinesere, der besøgte udstillingen, flokkedes omkring de to danskere, som havde forberedt sig godt med beskrivelse af deres projekter både på engelsk og kinesisk.
Et samfund med økonomisk vækst
Facts om turen.
Den danske konkurrence Unge Forskere 2005, der udskrives senere på året, har til formål at fremme interessen for naturvidenskab og teknologi. Det er meget væsentligt, at tilgangen til disse fag styrkes i Danmark med den udvikling, der er i udflytning af danske arbejdspladser. Hvis der ikke bliver en voksende tilgang til de naturvidenskabelige fag og til ingeniørstudierne, vil væksten i det danske velfærdssamfund ikke kunne fortsætte. Uden naturvidenskab ingen velfærd.
Det er i den forbindelse meget interessant, at konkurrencen fandt sted i Kina. Her oplevede de to unge danskere et samfund med en økonomisk vækst, som man kun fatter, hvis man selv har været der.
Som kontrast til den gamle kultur med utroligt smukke gamle bygninger med en farvesans i den keramiske glasur, som man ikke oplever ret mange andre steder i verden, har de to unge også oplevet Shanghai med en moderne og udfordrende arkitektur og Beijing med en vækst i byggeriet, som verden ikke før har oplevet. Man siger, at halvdelen af verdens byggekraner findes i Kina.