Til redaktionen
Holstebro, 30. september 2004
Vi e-mailer pressestof fra Tilsted Communication. Direktør Lars Sennels fra Musikteatret HolstebroHallen havde vundet bureauets sommerkonkurrence og valgt at få et tandemspring.
I går blev præmien udløst og Lars Sennels fik set det hele lidt fra oven af.
Tekst ved journalist Flemming Hove.
Foto ved fotograf Thomas Juul
Tekst og fotos må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Yderligere informationer kontakt Tilsted Communication, Bent Tilsted, tlf. 9743 2300.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Yes, jeg gjorde det!
Med armene i vejret og et pavestolt ansigtsudtryk sad direktør Lars Sennels fra Musikteatret HolstebroHallen onsdag aften på græsset ved Lindtorp Flyveplads.
Han havde netop for første gang oplevet at sætte sig ind i et lille fly, ladet sig transportere op i godt 2000 meters højde og derpå – sikkert koblet sammen med faldskærmsinstruktør Karsten Kokholm – kastet sig ud i den smukke efterårsdags blå luft.
Anledningen var, at Lars Sennels havde vundet bureauet Tilsted Communications sommerkonkurrence, hvor han kunne vælge mellem et faldskærmsudspring, en tur i Legoland eller en tur Tivoli.
Direktøren valgte adrenalinsuset. På forhånd havde spændingen kriblet i hele kroppen, og da han sad i flyets dør og så nedad, var han med egne ord ikke nær så meget mand, som han var med fast grund under fødderne.
Hans makker i tandemspringet – Karsten Kokholm – sørgede dog for at give Lars Sennels både en god instruktion og en vis portion tryghed. Instruktøren har nemlig over 1600 spring bag sig og har været på landsholdet.
En videofotograf var med på hele turen op og ned gennem luftlagene, og efter springet fik direktøren lejlighed til at genopleve springet på video.
– Det var som at flyve med drage, bemærkede han.