Til redaktionen
Holstebro, 20. juni 2004
Vi sender pressestof for virksomheden W. Oschätzchen Aarhus A/S, som bl.a. fremstiller den kendte krydderiblanding Frikalet. De har nu lavet to nye varianter – en græsk og en mexicansk.
Tekst af journalist Flemming Hove.
Fotos ved W. Oschätzchen Aarhus A/S.
Tekst og foto må kun gengives i redaktionel sammenhæng.
Yderligere informationer – kontakt W. Oschätzchen Aarhus A/S, direktør Kjeld Kronborg Danielsen, tlf. 8629 1100.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Det er det, danskerne vil have:
Hurtig, nem og god mad
Danskerne er et madglad folkefærd, men en fortravlet hverdag gør, at mange ikke har tid til at stå og rumstere med gryder, potter og pander i køkkenet. Derfor skal det daglige fælles måltid være hurtigt og nemt at lave, og samtidig skal det smage godt.
Den udvikling ser virksomheden W. Oschätzchen Aarhus A/S som en stor udfordring for sin kendte krydderiblanding Frikalet. Det eneste, folk skal bruge udover blandingen, er en pakke fars, og så er der i løbet af kort tid velsmagende frikadeller, kødboller, farsbrød eller lignende farsretter klar til servering.
Nye varianter
I mange år har Frikalet været mest kendt som ”frikadelle-blandingen”, men nu har den århusianske virksomhed udviklet blandingen med to nye smagsvarianter, så man kan lave farsretter med græsk eller mexicansk inspiration.
– Holdningen blandt mange danskere er, at aftensmaden højest må tage en halv time at lave, og det krav kan Frikalet opfylde. Folk slipper for at skulle bruge en hel masse forskellige krydderier, fordi de kun skal blande Frikalet i farsen og så forme den, alt efter hvilken ret de har tænkt sig at servere. På den måde er Frikalet med til at fastholde traditionerne med god mad på en nem og hurtig måde, siger direktør Kjeld Kronborg Danielsen, der også gør opmærksom på, at Frikalet er fremstillet med naturlige krydderier dvs. uden kunstige smagsforstærkere og konserveringsmidler.
Mange retter
Den traditionelle Frikalet er velegnet til frikadeller, kødboller, kålrouletter, kødrand og andre farserede retter.
Den græske krydderiblanding er beregnet til f.eks. frikadeller, kødboller og farsbrød, og man kan med fordel blande fetaost i farsen. Retterne kan serveres med tzatziki, tomatsalat og ovnstegte kartofler.
Den mexicanske smagsblanding er også velegnet til f.eks. frikadeller, kødboller og farsbrød, og man kan servere retterne med grøn salat, tomatsalsa, guacamole og nachos.