Til redaktionen
Holstebro, 3. maj 2004
Vi e-mailer pressemeddelelse vedr. Musikdramatisk Teater, som opfører Barberen fra Sevilla.
Operaen mangler herrer til et mandekort.
Yderligere oplysninger kan fås ved Flemming Vistisen 97 40 36 36 og Pernille Elimar 40 92 78 95.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
”Barberen i Sevilla” i Musikdramaisk Teater
Musikdramatisk Teater, der i øjeblikket er aktuel med operakoncerten ”Operaen rundt på 80 minutter”, præsenterer til efteråret én af operagenrens absolutte klassikere, Gioacchino Rossinis ”Barberen i Sevilla”.
Publikum kan se frem til en løssluppen komedie i to akter. Nonstop humor, “action”, spilopper og en første akts finale fuld af kaos og lystighed er blot nogle af ingredienserne i denne måske mest populære opera overhovedet. Handlingen underbygges af den mest iørefaldende musik, man kan tænke sig, og forestillingen synges på dansk af nogle af Danmarks mest talentfulde sangere suppleret med erfarne kræfter fra både Det Kongelige Teater og Den Jyske Opera.
Musikdramatisk Teater har gjort et scoop ved at få én af Danmarks bedste instruktører, skuespilleren Lars Knutzon, til at iscenesætte løjerne. Lars Knutzon har igennem tiden høstet fremragende anmeldelser for specielt sine farce-iscenesættelser. Så hvad der er publikum i vente, skal ikke afsløres her, men kedeligt bliver det i hvert fald ikke!
Operaen har premiere i Musikteatret HolstebroHallen midt i november. Herefter flytter den til Herning Kongrescenter, hvor der spilles to forestillinger.
Lokalt kor søges
I forestillingen optræder et herrekor og Musikdramatisk Teater søger derfor dygtige mandlige sangere til opgaven. Det drejer sig om 6-8 sangere, der også skal dække enkelte mindre roller i operaen. Musikdramatisk Teater havde ved sin sidste operaproduktion stor succes med det til lejligheden samlede kor der kom fra helæe regionen og de håber derfor at der også denne gang skulle være talentfulde sangere der har lyst til at kaste sig ud i denne udfordring.
Koret skal forvente weekendprøver i oktober og aften- og weekendprøver fra 7. november frem til premieren den 16. november I Musikteatret HolstebroHallen
Foresyngningen er torsdag den 20. maj i Musikteatret HolstebroHallen. Interesserede kan hente tilmeldingsblanket til foresyngningen på www.musikdramatiskteater.dk eller kontakte teaterleder Pernille Elimar på telefon 97 40 36 36.