Til redaktionen
Holstebro, 21. marts 2003
Vi fremsender pressestof for Musikteatret HolstebroHallen, som torsdag den 3. marts har besøg af kvartetten Moving Cloud.
Kvartetten består af en flok erfarne musikere, som udstråler humor og spilleglæde, og ved koncerten i Holstebro vil de spille et bredt repertoire med traditionel irsk dansemusik og en vifte af irske sange og ballader.
Tekst af journalist Flemming Hove.
Tekst kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.
Yderligere informationer – kontakt Musikteatret HolstebroHallen, direktør Lars Sennels, tlf. 9611 7878.
Med venlig hilsen
Inge-Lise Dinesen
Energisk irsk folkemusik i Musikteatret
Intet andet lands folkelige musikkultur – måske bortset fra New Orleans-jazzen – har i samme grad vundet indpas uden for sit hjemland som den traditionelle irske folkemusik.
Kvartetten Moving Cloud vil torsdag den 3. april vise hvorfor ved en foyer-koncert i Musikteatret HolstebroHallen. Kvartetten består af en flok erfarne musikere, som udstråler humor og spilleglæde, og ved koncerten i Holstebro vil de spille et bredt repertoire med traditionel irsk dansemusik og en vifte af irske sange og ballader.
Moving Cloud blev dannet i 1988 i Århus, hvor interessen for traditionel irsk folkemusik i 1980erne og begyndelsen af 1990erne nærmest eksploderede, fordi en række musikere fra Irland og England slog sig ned i byen og var med til at give næring til interessen med deres musikalske udfoldelser.
Musikalsk energi
Moving Cloud har i årenes løb spillet overalt i Danmark til fester og baller, på pubber, spillesteder og festivaler – f.eks. Copenhagen Irish Festival, Gothenburg Irish Festival, Skagen Festival, Tønder Festival, Tarm Festival og Lyngbygård Festival.
Desuden er det blevet til en mangfoldighed af koncerter i Sverige, Norge og Tyskland. Undervejs er der blevet tid til studieproduktioner, koncerter for DR samt dobbeltkoncerter med f.eks. den irske harmonikaspiller Tony MacMahon, violinvirtuosen Frankie Gavin og den irske sangerinde Eleanor Shanley.
Den århusianske kvartet spiller deres musik med megen energi og i originale, iørefaldende arrangementer med flerstemmige vokalarrangementer, som nok skal få publikum op på mærkerne.
Moving Cloud består af John Mark Pilkington (vokal, irsk bouzouki og guitar), Svend Sønderlund Kjeldsen (bodhrán, percussion og vokal), Klavs Waidtløw Vester (irsk træ-tværfløjte, tin-whistles og vokal) og Louise Ring Vangsgaard (violin og vokal).