Til redaktionen
Holstebro, 5. november 2002
Vi e-mailer pressestof for Musikteatret HolstebroHallen og Herning Kongrescenter, som igen i år har indgået et julefrokost-samarbejde. I år kommer de to komikere Søren Østergaard og Niels Olsen og sparker “Juldamperen” i gang.
Tekst af journalist Carsten Tolbøll.
Fotos ved fotograf Anders Nielsen/Tilsted Com.
Såvel tekst som foto kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.
Yderligere informationer – kontakt direktør Lars Sennels, Musikteatret HolstebroHallen
tlf. 9611 7878 eller arrangementschef Bent Mølgaard, Herning Kongrescenter, tlf. 9721 0111.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Søren og Niels med sild og snaps
Jyllands største julefrokost kommer ikke til at savne det gode grin. Det garanterer skuespillerne Søren Østergaard og Niels Olsen for. Med fem optrædender i Musikteatret HolstebroHallen i november og fem optrædender i Herning Kongrescenter i november/december sparker de to komikere “Juldamperen” i gang, så det feststemte publikum kommer i stødet til dansen senere på aftenen til toner fra orkestret The Young Ones.
Julefrokost-samarbejdet mellem Holstebro og Herning har bidt sig fast som tradition. Mange virksomheder og private selskaber vælger at kombinere en julebuffet med professionel underholdning. Og det er på de to kulturhuses initiativ, at Søren Østergaard og Niels Olsen for første gang bringes sammen som duo på scenen.
– Jeg har en vis øvelse i at optræde for et publikum, der har fået et par snapse. Der skal være kontant afregning, og pointerne må ikke blive for komplicerede. Niels og jeg har tidligere været i både Holstebro og Herning med “Hatten Rundt”, så vi kender jo typerne, der kan finde på at dukke op. Til gengæld har Zirkus Nemo aldrig været på de kanter, så jeg har tænkt mig at tage mit efterhånden berømte nummer som Bagerjørgen med det dansende wienerbrød med, lover Søren Østergaard.
Spiller I bestemte roller over for hinanden – for eksempel dig som den mere intelligente?
– Nej det bliver omvendt, så det ikke ligner virkeligheden for meget! Og nu ved jeg godt, at I havde Søs og Kirsten sidste år, og at de klædte om i én uendelighed. Den tråd tager jeg op ved at klæde mig ud til ukendelighed, men den går desværre ikke med Niels, siger Søren Østergaard.
Er det for dyrt med kostumer i den størrelse?
– Nej, problemet er, at han er for langsom, og det er jo lidt svært at udfylde pauser, når man kun er to på scenen, ikke. Men jeg kan love en time med sjov, sang og musik. Det vil sige, jeg skal nok lade være med at synge, for min stemme er forfærdelig. Og det Niels har tænkt sig at synge, vil jeg helst ikke kommentere, for det er ikke pæne sange. Han er jo desværre også med i de der Ørkenens Sønner, uha uha!
Og musikken?
– Niels spiller saxofon, og jeg trutter i trompet. Og så har vi heldigvis Frans Bak ved klaveret til at holde sammen på det hele. Det bliver ikke julesange, men vi tager da nissehuer på, og lidt glimmer sniger der sig jo nok ind. Det bliver jo jul!, fastslår Søren Østergaard.
“Juldamperen” afsejler fra Musikteatret Holstebro Hallen 15., 16., 22., 23. og 29. november. Datoerne i Herning Kongrescenter er 30. november, 6., 7., 13. og 14 december. Nogle aftener er ved at være fuldt besat, men i begge byer er det stadig muligt at finde en dato til den store kollektive juleopvarmning.
- Skuespillerne Søren Østergaard og Niels Olsen har fundet juletræet frem og er klar til at underholde ved Jyllands største julefrokoster i Holstebro og Herning i november og december måned. Foto: Anders Nielsen/Tilsted Com.
- De to komikere Søren Østergaard og Niels Olsen har sparket ”Juldamperen” i gang i Skovshoved Havn og vil underholde ved Jyllands største julefrokoster i Holstebro og Herning i november og december måned. Foto: Anders Nielsen/Tilsted Com.
- Søren Østergaard og Niels Olsen er for første gang sammen som duo på scenen. Det sker i november og december måned i Musikteatret HolstebroHallen og Herning Kongrescenter til Jyllands største julefrokoster, hvor de sammen skal underholde flere tusinde gæster. Foto: Anders Nielsen/Tilsted Com.