Forbrugerne bakker kartoffelavlerne op

14. oktober 2002

Til redaktionen

Holstebro, 14. oktober 2002

Vi e-mailer pressestof for Dansk Kartoffelproducent-forening, som i fredags uddelte gratis kartofler på Store Torv i Århus for at gøre opmærksom på at avlerne får for lidt for deres kartofler.
Tekst af journalist Flemming Hove.
Foto ved fotojournalist Tom Laursen/Tilsted Com.
Såvel tekst som foto kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.
Yderliger oplysninger om Dansk Kartoffelproducent-forening kan fås på
www.kartoffelproduktion.dk og www.kartoffel.produktion.dk

Yderligere informationer – kontakt Dansk Kartoffelproducent-forening, formand Kristian Kristensen, tlf. 7529 2257 eller 2122 6725.

Med venlig hilsen

f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen

 

Forbrugerne bakker kartoffelavlerne op

Dansk Kartoffelproducent-forening delte i protest gratis kartofler ud i den jyske hovedstad.

Det er kommet som en stor overraskelse for mange forbrugere, at når de køber et kilo kartofler til ca. syv kroner i supermarkedet, får kartoffelavlerne kun ca. 50 øre af beløbet.
Det er én af de konklusioner, som Dansk Kartoffelproducent-forening kan drage, efter at bestyrelsen i fredags drog til den jyske hovedstad Århus for at dele gratis kartofler ud under mottoet: ”Vi får så lidt for vore kartofler, at vi lige så godt kan give dem væk til forbrugerne. Som det er nu, kan vi alligevel ikke leve af at dyrke kartofler…”!
– Adskillige af de forbrugere, vi talte med, var rystede over at høre, at vi får så lidt for vore kartofler. Mange var faktisk rasende på vore vegne over, at de skal give så meget i butikkerne, når vi kun får ca. 50 øre pr. kg, fortæller formanden for Dansk Kartoffelproducent-forening, Kristian Kristensen fra Ansager.
Baggrunden for kartoffelproducent-foreningens utraditionelle initiativ var, at selv de normalt tålmodige danske kartoffelavlere ikke vil finde sig i hvad som helst. Derfor har de sat sig for, at de vil have forbrugerne og aftagerne i tale.
– Det er åbenbart alle andre end lige netop os, der tjener penge på kartofler. Vi får ca. 50 øre for hvert kilo, vi producerer. Det er kun lidt over halvdelen af fremstillingsprisen. Men når forbrugerne skal købe kartoflerne i forretningerne, koster et kilo rask væk seks-syv kr. Alene staten snupper i momspenge tre gange så meget pr. kilo kartofler, som vi får. Det kan vi leve med i en kortere periode, men kun hvis det betyder, at forbrugerne også kan købe dem billigere, så de får lyst til at bruge flere kartofler, siger Kristian Kristensen.
Han glæder sig i øvrigt over, at rigtig mange unge århusianere gav udtryk for, at kartofler er en sund spise, og at der hører rigtige danske kvalitetskartofler til på ethvert spisebord.
– Vi havde en god og positiv dag, hvor vi fik talt med mange almindelige forbrugere. I fire timer delte vi mange hundrede poser gratis kartofler ud, og vi gav dem også en samling opskrifter med. Det var de glade for, siger en veltilfreds Kristian Kristensen.
Kartoffelproducent-foreningen vil kæmpe for at få gennemført en mindstepris. Samtidig vil foreningen have indført kontrakter på alle de produktioner, de får ordrer på.

Alle pressemeddelelser om: