Til redaktionen
Holstebro, 9. oktober 2002
Vi fremsender pressestof for Dansk Kartoffelproducent-forening, som på fredag 11. oktober i tidsrummet mellem kl. 13-17 vil uddele gratis kartofler ved Store Torv i Århus. De får så lidt for deres kartofler, så de kan lige så godt give dem væk til forbrugerne.
Tekst af journalist Flemming Hove.
Foto ved fotograf Ole Mortensen.
Såvel tekst som foto kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.
Yderliger oplysninger om Dansk Kartoffelproducent-forening kan fås på
www.kartoffelproduktion.dk og www.kartoffel.produktion.dk
Yderligere informationer – kontakt Dansk Kartoffelproducent-forening, formand Kristian Kristensen, tlf. 7529 2257 eller 2122 6725.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Kartoffelavlerne indtager den jyske hovedstad:
Gratis kartofler til forbrugerne!
– Vi får så lidt for vore kartofler, at vi lige så godt kan give dem væk til forbrugerne. Som det er nu, kan vi alligevel ikke leve af at dyrke kartofler..!
Det siger formanden for Dansk Kartoffelproducent-forening, Kristian Kristensen fra Ansager, om baggrunden for, at han sammen med resten af kartoffelproducent-foreningens bestyrelse på fredag den 11. oktober drager til den jyske hovedstad Århus for at dele gratis kartofler ud ved Store Torv.
Det utraditionelle initiativ er beviset på, at selv de normalt tålmodige danske kartoffelavlere ikke vil finde sig i hvad som helst. Derfor har de sat sig for, at de vil have forbrugerne og aftagerne i tale. Ellers vil det for alvor begynde at tynde ud i antallet af avlere.
– Sagen er den, at det åbenbart er alle andre end lige netop os, der tjener penge på kartofler. Vi får ca. 50 øre for hvert kilo, vi producerer. Det er kun lidt over halvdelen af fremstillingsprisen. Men når forbrugerne skal købe kartoflerne i forretningerne, koster et kilo rask væk seks-syv kr. Alene staten snupper i momspenge tre gange så meget pr. kilo kartofler, som vi får. Det kan vi leve med i en kortere periode, men kun hvis det betyder, at forbrugerne også kan købe dem billigere, så de får lyst til at bruge flere kartofler, siger Kristian Kristensen.
– Vi undrer os over, hvor pengene bliver af. Der er ingen rimelighed i, at når vi sælger et kilo kartofler til 50 øre, skal forbrugerne betale 10-15 gange så meget for dem. I øjeblikket er det ikke lønsomt at dyrke kartofler, så derfor kan vi lige så godt give dem væk til forbrugerne. Det gør vi på fredag forud for “kartoffelferien”, og så håber vi blot, at det ikke bliver en lang ferie for mange af avlerne, tilføjer han.
Kartoffelproducent-foreningen vil dels have gennemført en mindstepris, dels have indført kontrakter på alle de produktioner, de får ordrer på. Den holdning vil de demonstrere på fredag over for forbrugerne i Århus, der jo betegnes som “Smilets By”. Så undgår de måske, at smilet stivner i deres erhverv.