Pionér Expressen kører på museum

11. oktober 2001

Til redaktionen

Holstebro, 11. oktober 2001

Vi sender en pressemeddelelse for Holstebro Museum, som viser udstillingen “Pionér Expressen”, der består af legetøjstog i træ og blik.
Udstillingen åbnes af Ingolf Greve af Rosenborg lørdag 13. oktober.

Tekst af journalist Flemming Hove.
Foto ved pressefotograf Gregers Kirdorf.
Tekst og foto kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.

Yderligere informationer – kontakt Holstebro Museum, museumsdirektør Torben Skov,
tlf. 9742 2933.

Med venlig hilsen

f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen

 

Pionér Expressen kører på museum

 

Hvis nogen tror, at Storebæltsbroen er et nyt projekt, tager de fejl. Broen blev faktisk bygget allerede i 1954!
Det kan enhver forvisse sig om ved at besøge Holstebro Museum og opleve den imponerende udstilling “Pionér Expressen”, som åbnes af Ingolf Greve af Rosenborg lørdag den 13. oktober.
Udstillingen er flyttet fra Danmarks Jernbanemuseum i Odense til Holstebro. Den fortæller på samme tid et stykke dansk industrihistorie og den spændende beretning om fabrikant Knud Petersen, som i 1947 begyndte at producere legetøjstog i træ og blik under navnet Pionér Expressen og fortsatte med det til midt i 1960´erne.
Og netop Storebæltsbroen var én af Knud Petersens mange finurlige hittepåsomheder. Ud over at lave lokomotiver, vogne og skinner skabte han også forskellige kulisser som huse, stationer, færger – og broer.
– Det sjoveste ved at samle på f.eks. legetøjstog er at få det udstillet på museer i stedet for, at det bare står derhjemme i kasser. Samtidig er det spændende at lave en udstilling, der samtidig fortæller om, hvordan det var at lave produktion efter Den anden Verdenskrig, fortæller Poul Pedersen fra Midtfyn, der sammen med sin hustru, Birgitte, har samlet på Pionér Expressen i 10 år.
Poul Pedersen var med i den gruppe af samlere, som i 1999 stod bag udstillingen “Pionér Expressen – 50 år efter” på Danmarks Jernbanemuseum, og sammen med sin hustru har han opbygget udstillingen i Holstebro.
Udstillingen viser produkterne fra Pionér Expressens epoke, og der er også indrettet både værksted samt kontor- og lagerfaciliteter med originalt inventar.

Alle pressemeddelelser om: