Til redaktionen
Holstebro, 28. maj 2001
Vi fremsender pressestof for KN Tagdækning A/S i Humlum ved Struer.
De fejrer deres 25 års jubilæum i Humlums gamle stationsbygning, der er blevet renoveret og indrettet med nye kontor-, produktions- og lagerfaciliteter.
Tekst af journalist Flemming Hove.
Foto ved fotograf Maibritt Høj Clausen.
Tekst og foto kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.
Yderligere informationer – kontakt KN Tagdækning A/S, Kaj Nygaard eller Kuno Nygaard,
tlf. 9786 1733.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Tagdækkerne får nyt hovedkvarter i gammel station
KN Tagdækning A/S fejrer sit 25 års jubilæum i Humlums gamle stationsbygning, der er blevet renoveret fra A til Z.
Den gamle station i Humlum har skiftet identitet fra at være en del af jernbanelinien mellem Struer og Thisted til at blive det nye hovedkvarter for firmaet KN Tagdækning A/S.
Tagdækkerfirmaet har i anledning af sit 25 års jubilæum købt den gamle stationsbygning fra 1885 og indrettet den med nye kontor-, produktions- og lagerfaciliteter, så alt nu er samlet på ét sted. Dermed har tagdækkerfirmaet fået et hovedkvarter, som på én gang er et effektivt hovedkontor og et udstillingshus, hvor firmaet giver eksempler på, hvad det kan.
Taget er f.eks. udført i tagpap med udvendig isolering, og på en ny mellembygning har blikkenslager Roland Jensen lagt kobbertag og desuden udført alle tagrender og nedløbsrør i kobber. Og netop blikkenslager-faget er en ny afdeling i firmaet, som nu kan tilbyder kunderne at skifte f.eks. taghætter og tagrender, når taget alligevel skal renoveres. Det giver folk chancen for at vælge andre materialer eller specielle løsninger.
KN Tagdækning markerer jubilæet med en utraditionel reception fredag den 8. juni. Gæsterne får nemlig lejlighed til at stige på et veterantog, der vil bringe dem fra Humlum til Thyholm og tilbage igen. Lørdag den 9. juni holdes der åbent hus for alle interesserede, hvor der også er mulighed for at få en togtur. De specielle jubilæums-togture er arrangeret i samarbejde med Struer Jernbaneklub, der også stiller personale til rådighed.
Stor udvikling
Siden 1976 har firmaet gennemgået en stor udvikling, og i dag er det et højteknologisk tagdækkerfirma med speciale i “husets femte facade” og med afdelinger i både Humlum, Holstebro, Thisted og Sønderjylland.
– Grundlaget for vort firma har altid været medarbejdernes troværdighed og faglige dygtighed kombineret med kundernes loyalitet. Mange af vore medarbejdere har været med i hele udviklingen, og det har lært os, at det lønner sig at holde sig til de mennesker, som holder ved i både med- og modgang, siger tagdækkermester Kaj Nygaard.
Det var ham og hans hustru, Kirsten, som midt i 1970erne vovede det ene øje og besluttede, at de ville bygge videre på de erfaringer, som Kaj Nygaards far, Erling Bisgaard Nygaard, havde høstet. Det viste sig at være en god idé, og i dag er Kirsten og Kaj Nygaards søn, Kuno, integreret i firmaet med henblik på det kommende generationsskifte.
Arbejdsmæssigt har tagdækning udviklet sig til at blive et specialiseret håndværk, der omfatter både tagflader og facader. Den traditionelle tagdækning med tagpap er udvidet med nye opgaver som f.eks. listedækning, folietagdækning, runde konstruktioner, etageadskillelser og stålbeklædning til både tagflader og facader på industribygninger i ind- og udland.