Til redaktionen
Holstebro, 3. oktober 2000
Vi fremsender pressestof om en godkendt promilletester, Tjek Promillen. Promilletesteren kan i hele ugen afprøves og købes i Sund By Butikken i Nordjyllands Amt, som sætter fokus på bl.a. alkoholpromiller og bilkørsel.
Tekst af journalist Flemming Hove.
Fotos ved fotograf Ole Mortensen.
Pressestoffet findes også på Internettet: http://www.tilsted.com/presse/indhold
Tekst og fotos kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.
Du er velkommen til at søge yderligere informationer på Internettet:
http://www.tjekpromillen.dk.
Yderligere informationer – kontakt Prokos, direktør John Fenger, tlf. 9725 2253 eller undertegnede, som er PR-ansvarlig for Tjek Promillen, tlf. 9743 2300.
Med venlig hilsen
f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen
Tjek din promille
Sund By Butikker i Nordjyllands Amt sætter fokus på bl.a. alkoholpromiller og bilkørsel.
Arbejdet med at nedbringe antallet af spiritusbilister fortsætter over hele landet i form af kampagner og målrettede aktiviteter.
I denne uge sætter ni Sund By Butikker i Nordjyllands Amt fokus på bl.a. alkoholpromiller og bilkørsel. I forbindelse med kampagnen kan alle interesserede hele ugen både afprøve og købe promilletesteren “Tjek Promillen”, der viser, om promillen er over eller under de tilladte 0,5.
– Alkohol er landets mest udbredte rusmiddel og er tæt forbundet med vores kultur. Danskerne har drukket alkohol så langt tilbage som i vikingetiden, og i dag er alkohol stadig tæt forbundet med hygge og fest, men også med angst og sorg, siger Jane Pedersen fra Sund By Butikken i Aabybro.
Folk er usikre
– Vi oplever, at mange mennesker er usikre på, hvor lidt eller hvor meget de må drikke, før de har nået promillegrænsen, og de er også usikre på, hvor meget alkohol egentlig påvirker dem selv og deres omgivelser, tilføjer hun. – Desuden er det vigtigt at slå fast, at alkohol og bilkørsel ikke hører sammen.
Ligesom det er umuligt for bilister at overholde fartgrænserne, hvis de kørte i biler uden speedometer, er det umuligt for dem at vide, om de har drukket for meget alkohol til at køre, hvis ikke de kan teste sig selv.
“Tjek Promillen” sælges i denne uge i 2-stk. pakninger, og kampagneprisen er 20 kr. pr. pakke.
Fakta
Promilletesteren “Tjek Promillen” er et nyt værktøj i forsøgene på at skille spiritus og bilkørsel ad.
Promilletesteren afslører, om alkoholindholdet i udåndingsluften ligger over eller under den tilladte promillegrænse på 0,50. Dermed kan trafikanterne tjekke sig selv, før de kører. Det er klogere end at løbe risikoen for ulykker, bøder eller en ufrivillig ferie i arresten!
Det franske politi bruger promilletesteren i sit arbejde, og i løbet af de seneste 11 år er det lykkedes at reducere antallet af trafikuheld, hvor én eller flere spirituspåvirkede bilister har været involveret, med 20 procent. Det store fald skyldes først og fremmest intensive spirituskontroller med bl.a. “Tjek Promillen”.
Dansk Kørelærer-Union bruger promilletesteren i undervisningen, og den forhandles af FDM. Den har desuden været brugt til en kampagne af GODA, der er stiftet af og finansieret af Bryggeriforeningen, Foreningen af Danske Spiritusfabrikanter og Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (V.S.O.D.).