Opvaskemaskinen der kan tænke selv

12. marts 2000

Til redaktionen

Holstebro, 12. marts 2000

Vi fremsender en pressemeddelelse for Blomberg a/s, som har udviklet en ny serie af opvaskemaskiner. Den nye generation af opvaskemaskiner fra Blomberg a/s er vand- og energibesparende.

Tekst af journalist Flemming Hove.
Fotos ved fotograf Ole Mortensen.
Såvel tekst som foto kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.

Yderligere informationer – kontakt Blomberg a/s, reklamechef Steen Bielefeldt,
tlf. 7342 1800.

Med venlig hilsen

f. Bent Tilsted
Inge-Lise Dinesen

 

Opvaskemaskinen der kan tænke selv

Ny generation af opvaskemaskiner fra Blomberg er vand- og energibesparende

Normalt bruger en opvaskemaskine den samme mængde vand og energi, hvad enten den er fyldt eller ej. Derfor er der mange penge at spare, hvis opvaskemaskinen selv kan afgøre, hvor lidt vand der skal til for at klare opvasken.
Det kan flere modeller i den nye generation af opvaskemaskiner, som Blomberg a/s netop nu introducerer i Danmark. De nye modeller kan selv vurdere, hvor meget vand det er nødvendigt at bruge, og hvor lang vasketiden skal være.
Et avanceret sensor-styringssystem finder ved hver opvask selv ud af, hvor fyldt maskinen er, og hvor snavset glas, kopper, tallerkener og bestik er. Ud fra de registrerede data beregner systemet så vandforbrug og opvasketid. Har systemet registreret en halvfuld maskine (f.eks. halvfyldt topkurv og halvfyldt bundkurv), reduceres vandforbruget til kun 10 liter.

Vand genbruges

I det hele taget er der arbejdet meget med vandbesparelser i de nye opvaskemaskiner fra Blomberg.
Maskinerne genbruger bl.a. skyllevandet og er derfor i stand til at holde vandforbruget til en opvask nede på 13 liter ved en fyldt maskine. Dette skyldes, at vandet under opvasken ledes igennem maskinens hovedfilter mindst 15 gange i minuttet.
Desuden passerer vandet mindst to gange i minuttet et 100 procent selvrensende mikrofilter, der fjerner alle urenheder fra vandet, så de ikke sætter sig på opvasken som et fint mat lag eller brænder fast under tørreprocessen.
Hvis opvasken kun er lettere snavset, sørger et kvikprogram for, at opvasken er klaret på kun 35 minutter.

Fakta

Den nye generation af opvaskemaskiner fra Blomberg a/s er blevet forbedret på mange områder.
Støjen er reduceret til en svag susen, når maskinerne arbejder. Dette skyldes, at spulingen sker i seks intervaller. Det gør, at spulestøjen bliver sænket til det halve af, hvad den ellers ville være.
En anden detalje er et intensivt tørringsprogram, der forhindrer, at man får en dampsky i ansigtet, når man åbner lågen.

Alle pressemeddelelser om: