Moderne møbler i landets ældste kontorbygning

1. januar 2000

Til redaktionen

Holstebro, 1. januar 2000

Tekst af journalist Flemming Hove.

Foto ved fotograf Ole Mortensen.

Såvel tekst som foto kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.

Fotos kan rekvireres ved henvendelse til
Tilsted Communication,
Inge-Lise Dinesen, tlf. 97 43 23 00.
eller E-mail: post@tilsted.dk

Yderligere informationer – kontakt CC&CO, afdelingsdirektør A. C. Nielsen, tlf. 97 40 33 66 eller 97 40 24 33.

 

Moderne møbler i landets ældste kontorbygning

 

Nyt og gammelt klæder hinanden, hvis det sættes sammen med omtanke.

Det er Danmarks første egentlige kontorbygning i hjertet af Århus et godt eksempel på. Efter en nænsom restaurering er Advokatfirmaet de la Cour flyttet ind i den fredede, italiensk inspirerede bygning fra århundredskiftet og har indrettet den med Danmarks nyeste møbelserie – Cabale – designet af de kendte møbelarkitekter Lise og Hans Isbrand MDD.

Det var fra begyndelsen en særdeles vigtig opgave for advokatfirmaets jurister og sekretærer at få møbleret de ca. 1000 kvm kontorer. Firmaet havde nemlig besluttet ikke at genanvende firmaets hidtidige møblement.

– Vi tog på kontormesse i Fredericia i efteråret 1995, og allerede første gang, vi så Cabale-møbelserien fra CC&CO, var vi enige om, at her kunne der være tale om en favorit til såvel jurister, sekretærer som det øvrige personale. Det var vigtigt for os at finde en møbelserie, som kunne være gennemgående i hele huset, fortæller én af partnerne i firmaet, advokat Peter Rønnow.

Alle firmaets jurister fløj senere til Bella Center i København og gennemgik der systematisk de udstillede møbelserier. Juristerne og sekretærerne tog derefter på kontrolbesøg hos CC&CO i Holstebro, og her konstaterede man, at Cabale-serien fortsat var favorit. Det blev indledningen til samarbejdet med CC&CO, og der blev holdt adskillige møder om snart sagt enhver detalje.

– Det var spændende og motiverende at være med i hele forarbejdet. Vi gik bevidst ud fra, at vore omgivelser ikke skulle ligne ministerielle lokaler, men derimod skulle signalere funktionalitet og lethed, samtidig med at lokalerne skulle understøtte seriøsitet og kvalitet. Især letheden i møbleringen var vigtig som modpol til bygningens tyngde, siger Peter Rønnow.

Danmarks ældste kontorbygning blev i 1898 tegnet af Århus-arkitekten Sophus Frederik Kühnel. Men før advokatfirmaet kunne flytte ind, sørgede ejeren – Den Danske Bank A/S – i samarbejde med arkitekt Johannes Exner for restaureringen.

Alle pressemeddelelser om: