Så barsk er virkeligheden

22. december 1999

Til redaktionen

Holstebro, 22. december 1999

Kære kollega,

Vi fremsender en pressemeddelelse om Holstebro Politi, som tager utraditionelle metoder i brug til at advare mod letsindig omgang med fyrværkeri.

Tekst af journalist Flemming Hove.
Pressestoffet og illustrationer findes på Internettet: http://www.tilsted.dk/
Tekst og foto kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.
Yderligere informationer – kontakt undertegnede, tlf. 9743 2300.

Med venlig hilsen

Bent Tilsted

 

Så barsk er virkeligheden

Holstebro Politi bruger utraditionelle metoder til at advare mod letsindig omgang med fyrværkeri.

Intet overgår virkelighedens verden, og derfor trænger nogle budskaber bedst igennem, når de vises råt for usødet.
Den holdning har Tilsted Communication i Naur også i år valgt at bruge i Holstebro Politis nytårsannoncer, fordi politikredsen som én af de få i landet ønsker at bruge iøjnefaldende metoder til at advare mod letsindig omgang med fyrværkeri.
I 1998 viste annoncerne den skinbarlige sandhed om, hvor slemt det kan gå, hvis ikke man viser nytårsskytset den fornødne respekt. Annoncen indeholdt et billede af en læderet hånd. Barske sager, men til gengæld virkelighed.

Voldsom debat

Budskabet virkede bogstaveligt talt eksplosivt. Der opstod voldsom debat om det etiske i at vise billedet af den læderede hånd, og såvel politiet som bureauet blev beskyldt for at gå over stregen.
Ikke desto mindre har politiet og bureauet valgt samme strategi i år – oven i købet i tre annoncer. Fyrværkerikampagnen i Danmark har leveret billeder af de læsioner, fyrværkeri kan forvolde. De indgår i et spørgeskema, der har til formål at afdække, om folk vil have alle deres lemmer med ind i det nye årtusinde, eller hvilke de mener at kunne undvære..!
– Jeg har altid ment, at virkeligheden langt overgår fantasien. Det er muligt, at nogle kalder det en skræmmekampagne, men hvis budskabet kan redde bare ét menneske fra at få ødelagt en hånd, et øje eller et øre, er vort mål nået. Samtidig håber vi, at annoncerne kan skabe ekstra opmærksomhed om korrekt brug af fyrværkeri, siger politimester Jens Kaasgaard.
Holstebro Politi har gennem flere år gjort en ekstra indsats for at mindske antallet af fyrværkeriulykker. Det er sket for egne midler og i samarbejde med Tilsted Communication.

Alle pressemeddelelser om: