Til redaktionen
Holstebro, 3. maj 1998
Vi fremsender en pressemeddelelse for Holstebro Museum, som har en særudstilling om håndboldpigernes medaljer og trofæer fra OL og EM i 1996 samt VM i 1997.
Udstillingen er åben fra torsdag 7. maj til og med søndag 30. august 1998.
Tekst af journalist Flemming Hove.
Fotocollage ved fotograf Ole Mortensen.
Såvel tekst som foto kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.
Fotos kan rekvireres ved henvendelse til
Tilsted Communication,
Inge-Lise Dinesen, tlf. 97 43 23 00.
eller E-mail: post@tilsted.dk
Yderligere informationer – kontakt venligst Holstebro Museum ved museumsdirektør Torben Skov på telefon 9742 2933.
Jernhård succes på museet
Håndboldkvindernes mesterskabs-trofæer udstilles for første gang.
Nu får alle håndboldelskere for første gang chancen for at opleve tre af de trofæer, som “De jernhårde ladies” har hjemført til Danmark.
Tilsted Communication arrangerer i samarbejde med Dansk Håndbold Forbund og Holstebro Museum en udstilling af håndboldpigernes medaljer og trofæer fra OL og EM i 1996 samt VM i 1997.
Åbningen af udstillingen finder sted på Holstebro Museum torsdag den 7. maj, og den foretages helt naturligt af manden bag “De jernhårde ladies”, Ulrik Wilbek. Det er om nogen ham, der har skabt grundlaget for håndboldkvindernes succesrige march mod de mange mesterskabers tinder. I de kommende år vil Ulrik Wilbek koncentrere sig om dels det politiske arbejde i Viborg, dels om trænergerningen for Viborg HK´s kvindelige 1. divisionshold.
Landsholdets stærke stregspiller, Tonje Kjærgaard fra Ikast fS, bidrager til udstillingen med et udpluk af sine mange medaljer fra triumferne på håndboldarenaen.
Foruden de fornemme trofæer kan publikum se en udstilling af pressefotograf Henrik Bjerregrav, som i samarbejde med Dansk Metal og Dansk Håndbold Forbund har fulgt håndboldpigerne på nærmeste hold. Henrik Bjerregrav er desuden manden bag de fankort og plakater, som spillerne havde med til VM i Tyskland.