Til redaktionen
Holstebro, 14. november 1997
Tekst af Karin Korsgaard
Foto ved fotograf Tony Holmstrøm Larsen.
Fotos kan rekvireres ved henvendelse til
Tilsted Communication,
Inge-Lise Dinesen, tlf. 97 43 23 00.
eller E-mail: post@tilsted.dk
Yderligere informationer – kontakt Junckers Industrier A/S, marketingchef Anne Thane, tlf. 5365 1895.
Lyse gedigne gulve
Et stort ressourcespild i Malaysia udnyttes nu af Junckers Industrier A/S til et nyt massivt parketgulv.
Det malaysiske gummitræ Hevea blev tidligere brændt, når det ikke længere kunne levere latex til fremstilling af gummi.
Nu benytter virksomheden i Køge naturens ressourcer og laver gulve af træet.
Det massive parketgulv Hevea er et lyst gulv med meget få knaster. Det betyder, at gulvet har en harmonisk og næsten ensfarvet overflade, der kan tilpasses ethvert interiør.
Gulvet leveres med lakeret eller ubehandlet overflade og er let at vedligeholde. Det stærke, massive parketgulv er velegnet til både boliger, forretninger, kontorer og gallerier.
Der har gennem længere tid været stor efterspørgsel på massive parketgulve.
– Vi har et stærkt ønske om at kunne opfylde vore kunders krav også i fremtiden. Det betyder, at vi er nødt til at udvide vort produktsortiment, så farverne i vore massive parketgulve omfatter alle nuancer, siger marketingchef Anne Thane.
Produktionen af Hevea gulve finder sted i Malaysia, men Junckers Industrier A/S har egen kvalitetsinspektør på stedet. Det sikrer den gedigne kvalitet.
Junckers Industrier A/S garanterer, at der ikke er børn beskæftiget i den malaysiske produktion. Samtidig accepterer virksomheden ikke produktion af trægulve med underbetalt arbejdskraft. De massive hårdtræsgulve er produceret af træ, der er hentet fra områder med vedvarende skovdrift.