Kaos i Viborgs nye stadionhal

21. oktober 1997

Til redaktionen

Holstebro, 21. oktober 1997

Tekst af journalist Flemming Hove.

Yderligere informationer – kontakt Junckers Industrier A/S, underdirektør Jørgen Jensen, tlf. 53 65 18 95.

 

Kaos i Viborgs nye stadionhal:

Vi frygtede, det ville ske

Junckers Industrier A/S er specialist i sportsgulve og har tidligere tilbudt Viborg Kommune gratis overfladebehandling af stadionhallens gulv, men fik afslag.

– Der er sket lige nøjagtig det, vi frygtede!

Det siger underdirektør Jørgen Jensen fra én af verdens førende leverandører af sportsgulve, Junckers Industrier A/S i Køge. Det sker i en kommentar til de nærmest kaotiske tilstande, der i weekenden udspillede sig i Viborgs nye stadionhal forud for opgøret i håndboldkvindernes 1. division mellem Viborg HK og GOG.

Gulvet i den knap et år gamle stadionhal havde dagen før fået en ny overfladebehandling med olie, men resultatet blev et klistret gulv. Af hensyn til spillernes sikkerhed måtte kampen i al hast flyttes til den gamle stadionhal, og det betød, at mange tilskuere gik forgæves.

Fik afslag

– Vi har leveret både underkonstruktionen og gulvbrædderne i den nye stadionhal. Vi tilbød i første omgang Viborg Kommune, at vi gratis ville overfladebehandle gulvet med en speciel olie, som vi selv har udviklet til sportsgulve. Det afslog kommunen, og i stedet var det et andet firma, der overfladebehandlede gulvet. I sommer var gulvet blevet så beskidt, at det ikke kunne gøres rent, så derfor gentog vi tilbuddet, fordi det trods alt er os, der har leveret selve gulvet. Men vi fik atter afslag, fortæller Jørgen Jensen.

Han undrer sig over, at kommunen ikke vil lytte til Junckers, der alene i 1996 leverede gulve til 62 sportshaller eller -sale i Danmark. Koncernen leverer sportsgulve over hele verden og er kendt for at lave den rigtige kombination af en fjedrende konstruktion og en overflade, der mindsker antallet af sportsskader.

– Vort tilbud om en gratis overfladebehandling står fortsat ved magt, men da gulvet nu to gange er blevet slebet af og overfladebehandlet, er det ikke blevet lettere, tilføjer han.

Vigtigt værktøj

Gulvet er et af håndboldspillernes vigtigste værktøjer. Spillerne træner utroligt meget, og derfor er det nødvendigt, at både underkonstruktionen og overfladen er i orden. Gulve fra Junckers er med til at absorbere støddene, både når spillerne sætter af og lander, og dermed mindskes risikoen for skader i fødder og knæ.

Kvindelandsholdets chef, Ulrik Wilbek, har tidligere sagt, at håndboldspillere vil have trægulve fra Junckers, fordi der ikke er så stor risiko for at få overbelastningsskader i fødder og knæ, når der spilles på et fjedrende gulv med den rigtige overflade.

Alle pressemeddelelser om: