Til redaktionen
Holstebro, 6. juni 1997
Bogen “Til Bryllup” frigives fredag 13. juni og må ikke omtales forinden.
Tekster af journalist Flemming Hove.
Fotos ved Tilsted Communication.
Såvel tekst som foto kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.
Fotos kan rekvireres ved henvendelse til
Tilsted Communication,
Inge-Lise Dinesen, tlf. 97 43 23 00.
eller E-mail: post@tilsted.dk
Yderligere informationer – kontakt Bent Tilsted, tlf. 97 43 23 00.
Børn til bryllup
Victoria og Joachim bliver glade og også lidt stolte, da deres far en dag fortæller dem, at de skal med til bryllup i kirken. Det er deres store fætter, Finn, der skal giftes med sin kæreste Trine.
Men – hvordan oplever børn, hvad der foregår før, under og efter den højtidelige vielse i kirken?
Det har Forlaget Børn sat sig for at beskrive i tekst og billeder. Det er blevet til børnebilledbogen »Til Bryllup«, hvor pastor Kræn Christensen og læge Dorthe Tilsted i fællesskab har skrevet teksten, mens pressefotograf Bent Tilsted står bag de mange farvebilleder.
Forlaget tager med bogen hul på en ny serie om, hvordan børn oplever forskellige højtider. Det er en mangelvare i produktionen af børnebøger, og forlaget håber, billedbøgerne kan være med til at gøre højtiderne og højtidlighederne mere interessante og nærværende for børnene.
Toårige Joachim og storesøster Victoria på fem år oplever i hvert fald både forberedelser, selve brylluppet i kirken og den efterfølgende fest med alle sanser. Samtidig bliver de vidne til nogle af de traditioner, der hører til ethvert bryllup.Forlaget Børn: »Til bryllup«. Billedbog på 36 sider med 123 farvebilleder.
Bogen er skrevet af læge Dorthe Tilsted og pastor Kræn Christensen.
Illustreret af pressefotograf Bent Tilsted.
Pris: 198 kr.
Det er populært at blive gift i kirken
Forår og sommer er højsæson for bryllupper, fortæller pastor Kræn Christensen fra Naur ved Holstebro, der har været med til at skrive en ny børnebilledbog.
Det er populært at blive gift ved et romantisk kirkebryllup.
Statistikkerne viser, at antallet af kirkelige vielser er steget støt og roligt de seneste mange år, og det er en tendens, som pastor Kræn Christensen fra Naur ved Holstebro glæder sig over.
– Der har været megen snak om, at 60´er-generationen levede i et frit samliv og ikke behøvede at få papir på det. Så man kan vel sige, at netop den generations børn stiller større krav om ordnede forhold end deres forældre og derfor gerne vil giftes, siger Kræn Christensen.
Sammen med læge Dorthe Tilsted og pressefotograf Bent Tilsted har han skrevet børnebilledbogen »Til Bryllup«, som udgives af Forlaget Børn. Læserne følger i tekst og billeder børnene Victoria og Joachims oplevelser af både forberedelserne og forløbet af et kirkebryllup og den efterfølgende fest.
Den lyse tid
Langt de fleste kirkebryllupper bliver holdt i forårs- og sommerperioden. Kræn Christensen er ikke i tvivl om, at det skyldes den lyse tid og dens positive indvirkning på menneskets adfærd.
– Kirkebryllupper planlægges traditionelt i meget god tid. Ofte får jeg besked et år eller sommetider halvandet år i forvejen. Folk vil være helt sikre på, at de kan blive gift i løbet af foråret eller sommeren, fortæller han.
– Der er mange motiver til, at folk ønsker at blive viet i en kirke. Først og fremmest er det dog, fordi det er romantisk at vise kærligheden og få kirkens velsignelse af den, fortsætter han.
Kirke og fest
Kræn Christensen betragter et romantisk kirkebryllup som både en kirkelig handling og en folkelig fest.
– Ved et kirkebryllup fejrer vi jo fællesskabet med dels den kirkelige vielse, dels den efterfølgende bryllupsfest. Jeg synes, det er godt, at kirken kan være med til at sætte en fest i gang. Det gør det hele både højtideligt og festligt, siger han.
Alt det har for Kræn Christensen været vigtigt at få med i børnebilledbogen, så den kan
give børnene en oplevelse af, hvad der går forud for et bryllup, og hvad der rent faktisk sker i kirken.