Til redaktionen
Holstebro, 1. juni 1997
Tekst: Journalist Flemming Hove
Tekst kan frit anvendes og publiceres – uden beregning.
Yderligere informationer – kontakt Landsforeningen for Bedre Hørelse, 1. næstformand Jørn Christensen, tlf. 98 48 89 75.
Vi bruger tolken som høreapparat
Danmarks ca. 2000 døvblevne og ca. 6000 svært hørehæmmede er på mange måder usynlige. De har svært ved at få bevilget tolkebistand og risikerer at blive isoleret.
Danskere, der som voksne er blevet døve eller svært hørehæmmede, diskrimineres af de offentlige myndigheder. Grunden til det er, at døvblevne eller svært hørehæmmede har store problemer med at få bevilget den nødvendige tolkebistand. Dermed bliver de isoleret og kan kun være tilskuere til det liv, der foregår omkring dem.
Det fastslår 1. næstformand i Landsforeningen for Bedre Hørelse (LBH), Jørn Christensen. Han er politisk ansvarlig på tolkeområdet, og han langer kraftigt ud efter både politikere og embedsmænd.
– Tolken er de døvblevnes »høreapparat«, og i foreningen er vi i færd med at opbygge en dynamisk tolkeformidling. Det burde være en offentlig forpligtelse, når man har FN´s standardregler om lige adgang in mente, fortæller han. Men ministerier og offentlige institutioner går bevidst uden om vore tolke for at spare penge og er i stedet selv begyndt at ansætte tolke. Det gør det langt vanskeligere for døvblevne og svært hørehæmmede at få fat på tolke med kort varsel.
Grundlaget fjernes
I Danmark er der ca. 2000 døvblevne og 5000-6000 svært hørehæmmede. De er på mange måder usynlige, fordi de er født hørende, men har mistet hørelsen senere i livet. Derfor er de dansksprogede og har en hørendes identitet og kultur i modsætning til døvfødte, som er opvokset med tegnsproget, der har egen grammatik.
– I dag er der i LBH´s tolkeformidling ansat syv tolke, der behersker både det fonetiske Mund-Hånd-System og arbejdet som skrivetolk. Desuden har vi tilknyttet en række freelancetolke, fortæller Jørn Christensen. Deres opgave er at hjælpe døvblevne og svært hørehæmmede i dagligdags situationer som kontakt til f.eks. offentlige myndigheder, læger, sygehusvæsenet, undervisningsinstitutioner og retssager.
– Men når de offentlige instanser går uden om vor tolkeformidling, fjerner de grundlaget for, at døvblevne og svært hørehæmnmede kan få hjælp til at leve en tilværelse, der er så tæt på den normale som muligt, siger han.
Besværligt liv
Jørn Christensen lægger ikke skjul på, at døvblevne og svært hørehæmmede til daglig er udelukket fra en del ting, som for hørende er ganske naturlige. Bare det at deltage i f.eks. familiefester og foreningsarbejde er så godt som umuligt, og det indskrænker deres sociale og kulturelle liv til et minimum.
– Man kan ansøge om tolkebistand til mange situationer, men det er faktisk sjældent, at man får den. Så kan man anke sagen, men da det er en langsommelig procedure, kan den ikke bruges i praksis. Det hører jo til sjældenhederne, at man kender til lægebesøg, forældremøder og lignende flere måneder i forvejen, siger han.
– Døvblevne og svært hørehæmmede lever et besværligt liv uden tolkehjælp. Derfor er det vigtigt for os at hjælpe foreningens døvblevneafdeling med at skabe en dynamisk tolkeformidling. Desværre har de offentlige myndigheder ikke samme forståelse, og det gør alting mere besværligt. Man skal huske på, at døvblevne og svært hørehæmmede ikke har nogen gavn af f.eks. høreapparater og teleslynger. De kan kun forstå andre ved hjælp af tolke eller det skrevne ord, siger Jørn Christensen.
Kæmper en hård kamp
Behovet for tolk til døvblevne og høreapparat til hørehæmmede kan sidestilles mener Landsforeningen for Bedre Hørelse.
Landsforeningen for Bedre Hørelse (LBH) kæmper hårdt for at overbevise politikere og embedsmænd om, at døvblevne og svært hørehæmmede bør kunne få en samfundsbetalt tolk i alle livets situationer.
– Vi har det problem, at myndighederne sammenligner døvblevne med mennesker, der er født døve og deres tolke- og kommunikationsbehov. Men vi er altså to forskellige grupper. Vi mener endvidere, at tolk til døve og høreapparat til hørehæmmede kan sidestilles, fortæller formanden for døvblevneafdelingen under LBH, Lene Sønderby Pedersen.
Hun har for nylig oplevet et eksempel på, hvor svært det er at få stillet en tolk til rådighed, når kommunerne skal punge ud.
En døvbleven pensionist ville gerne deltage i et kørekursus af hensyn til trafiksikkerheden. Han blev af trafiksikkerhedsudvalget i Randers Politikreds inviteret til at deltage i kurset. Pensionisten gjorde opmærksom på sit behov for en tolk, og udvalget bevilgede ham 1000 kr. i støtte. Han søgte derpå kommunen om at få dækket det resterende beløb på 1500 kr., men fik afslag.
– Som folkepensionist er enhver form for offentlig hjælp afhængig af, hvor mange penge man har på bankkontoen, siger Lene Sønderby Pedersen. Det kan ikke være rigtigt, at så vigtig en ting som tolkebistand skal være afhængig af den døvblevnes økonomi. Alle andre pensionister ville uden problemer kunne deltage i kurset.