Nyder udsigten til en mindre varmeregning

26. januar 1996

Til redaktionen

Holstebro, 26. januar 1996

Tekst af journalist Jan Kaare.

Foto ved pressefotograf Jens Bach.

Foto rekvireres ved henvendelse til
Tilsted Communication,
Inge-Lise Dinesen, tlf. 97 43 23 00.
eller E-mail: post@tilsted.dk

Yderligere informationer – kontakt Hvidbjerg Vinduet A/S, tlf. 97 87 17 77.

 

Nyder udsigten til en mindre varmeregning

 

Året blev forlænget med flere måneder, da Børge Jacobsen fra Glostrup fik installeret ny altan.

Tidligere var han nødt til at aflægge besøg i sin kolonihave for at følge naturens gang, men nu kan han sætte sig ud på sine ekstra kvadratmeter med glas til alle sider. Er der den mindste smule sol, er her varmt nok til at sidde ved bordet og kigge på græsplænen og træerne. Det er noget, en efterlønsmodtager sætter pris på.

Den nye altan giver ham også masser af frisk luft. Som ryger er han vant til en lidt tung luft i stuerne, men nu dufter de, som om vinduerne har stået åbent i flere timer, uden at temperaturen er faldet på grund af udluftning.

Forklaringen er det energibesparende ventileringssystem, som Hvidbjerg Vinduets Trapez Altansystem er forsynet med.

I facaden er der indbygget et ventileringssystem, hvor kold luft udefra varmes op af solens stråler og cirkulerer rundt på altanen og i lejligheden. På den måde bruges solenergien til at skabe et bedre indeklima og det sparer på energien.

– Den er bare fin, lyder Børge Jacobsens kommentar til sin nye altan. Han tilføjer, at det samme mener de ældre damer, som han en gang imellem går byærinder for. De bor ligesom han i Glostrup Boligselskabs afdeling på Gyvelvej-Brøndbyvestervej og har derfor også fået nye altaner.

Direktøren for Glostrup Boligselskab, Martin Nielsen, glæder sig på beboernes vegne.

– Da de 66 lejligheder skulle have renoveret deres gamle franske altaner, valgte vi et system, der var let i konstruktionen, så det kunne give facaden et arkitektonisk løft. Samtidig ville vi gerne spare på energien og skaffe mere plads i lejlighederne. Som det fremgår af beboernes reaktion, er målet nået, så vi har fået fuld valuta for pengene hos Hvidbjerg Vinduet, siger han.

Trapez Altansystem er en velegnet metode til glasinddækning af bestående altaner. Altanerne er ophængt i den ovenliggende etage, så de ikke behøver at blive understøttet af skæmmende piller. De skrå sidestykker giver – i modsætning til de traditionelle firkantede – arkitektonisk liv til husfacaden og udnytter gulvarealet maksimalt med et minimum af materialeforbrug.

Det særlige ventileringssystem gør det muligt at bruge altanen en stor del af året. Samtidig kan der spares på opvarmningen af lejligheden.

Børge Jacobsen og hans naboer kan derfor både nyde udsigten fra altanen og udsigten til en mindre varmeregning.

Alle pressemeddelelser om: